"Det vigtigste møde nogensinde"

16x9

Forsker kalder dansk klima-møde det vigtigste møde nogensinde

De internationale klimaforhandlinger i København i december er det vigtigste møde, der nogensinde har fundet sted i verden. Det mener den tyske klimaforsker, Hans Schellnhuber.

"Vi taler slet og ret om systemet, der skal sikre, at denne planet overle­ver," siger Schellnhuber, der leder Potsdam-instituttets forskning i klimakonsekvenser. Den tyske professor har tidligere sagt, at russisk roulette er "et ret tilforladeligt spil" sammenlignet med konsekvenserne af de klimaforandringer, som verden står over for.

Bremse på opvarmningen
Under forhandlingerne i København skal politikerne nå til enighed om en ny international aftale, der skal nedbringe udledningen af drivhusgasser og bremse den globale opvarmning.

Schellnhuber tror dog ikke, at verdens lande vil være klar til at forpligte sig til egne, ambitiøse mål for CO2-udledningen på mødet i København.

I stedet håber han på enighed om en langsigtet struktur, der kan danne grundlag for videre forhandlinger.

Frygter USA vil bremse forhandlingerne
Professoren er bekymret for, at USA bliver en stopklods i forhandlingerne.

Han mener, at en del af årsagen skal findes i den amerikanske befolknings manglende viden om klimaproblemet.

"Globale meningsmålinger viser, at selv i Brasilien og Kina kender flere mennesker til problemet," påpeger Schellnhuber.

Han betegner USA som en klimaanalfabet, hvor holdningerne blandt republikanske politikere fortsat giver grund til pessimisme.