Ok at kalde muslim "hættemåge"

Ok at medarbejder kaldte muslimsk kollega for "hætte-måge"

Det koster Coop Danmark 123.000 kroner i erstatning, at Kvickly bortviste en medarbejder for at kalde en muslimsk kollega med tørklæde for "hættemåge".

Selvom udtrykket ifølge Sø- og Handels­retten er nedsættende, havde medarbej­deren ikke tidligere været grov i mun­den og fik ikke lov til at forklare sig før bortvisningen. Retten lægger vægt på, at medarbejderen ikke brugte udtrykket direkte over for kollegaen. Dommen er hård, siger advokat Frederik Brocks, Dansk Erhverv: En ansvarlig ar­bejdsgiver bør sikre et sundt arbejds­miljø uden diskrimination og chikane.

"Når en medarbejder kalder en kollega for "hættemåge", kan det kun opfattes som diskriminerende og ydmygende. Det bliver en ansvarlig arbejdsgiver nødt til at reagere på," siger Frederik Brocks.

Dumsmart bemærkning, men ikke chikane
På baggrund af den bortvistes egen forklaring er det rettens opfattelse, at bemærkningen er dumsmart og tankeløs, men ikke direkte chikane.

Frederik Brocks peger på, at arbejdsgivere fremover får svært ved at gribe ind over for chikane.

"En afgørelse som denne stiller arbejdsgiverne i en umulig situation, når de på den ene side har ansvaret for at sikre et sundt arbejdsmiljø, men på den anden side risikerer at skulle betale erstatning, når de griber ind over for sådanne grovere overtrædelser," siger advokaten.

HK har kørt sagen for den bortviste medarbejder.

Nedsættende udtryk - i forskellige nuancer
Sø- og Handelsretten slår i dommen fast, at udtrykket "hættemåge" generelt er nedsættende og nedvurderende, men skriver samtidig:

"Retten må være enig med HK i, at udtrykket - i lighed med en række andre udtryk af tilsvarende karakter - alt efter den sammenhæng og det tonefald, hvori det fremsættes, kan optræde i forskellige grader af grovhed og på en sådan måde, at dets betydning efter omstændighederne kan være nuancemæssigt forskelligartet".

Ifølge Coop Danmarks HR-chef Anders Terp Hansen vil sagen ikke blive anket.