TEST: Den ultimative blender

Hvis der er én maskine dit køkken ikke bør være foruden, så er det en ordentlig blender.

Hvis der er én maskine dit køkken ikke bør være foruden, så er det en ordentlig blender. Desværre er det mere end besværligt at finde en maskine, der rent faktisk kan løse de opgaver, som vi oftest smider efter den.

Personligt elsker jeg at lave smoothies, supper (og eksotiske alkoholiske drinks), og over de sidste par år er det lykkedes mig at ødelægge et ikke ubetydeligt antal blendere ved simpelthen at give dem en opgave som de ikke kunne magte. Især har isterninger og frossen frugt det med at skabe problemer. Hvis ikke motoren brænder sammen, så knækker kniven eller beholderen flækker.

Og så er der alle de gange, hvor blenderen bare ikke gør det ordentligt. Tingene bliver ikke blendet ordentligt, sidder fast og man ender med at tilføje mere og mere væske for at få kniven til at tage fat.

For to uger siden lykkedes dig mig så at brænde endnu en blender af. Den havde ellers været med os i over et år og var ikke et billigt køb. Nu var gode råd dyre!

[image:fid:35199]

I min research efter et nyt køkkenmonster kom jeg i tanke om gutterne fra Blendtec , der har opnået stor succes på nettet med deres virale markedsføring. Hvis du ikke allerede kender til dem, så står Blendtec bag websiden willitblend.com , hvor de prøver at blende alverdens mærkelige ting i deres maskiner.

Resultatet? Som oftest kan en Blendtec blender klare alt, hvad du smider efter den, og firmaet får på en elegant måde sit budskab ud: vi laver verdens ondeste blendere.

Mest berømt er nok videoen, hvor en splinterny iPhone ryger i blenderen. Den blev købt på et tidspunkt, hvor folk stadigvæk stod i timelange køer for at få et eksemplar af Apples nye vidundergadget med hjem.

Blendtec-folkene rystede ikke på hænderne og smed den lækre smartphone i blenderen. Kan en iPhone så blendes? Det ville være synd at afsløre resultatet. Tjek selv videoen her!

Jeg bestilte fluks en Blendtec Total Blender TB-621-20 fra Amazon.com. Den koster normalt 600 dollars (3.000 kr.), men kan i øjeblikket fås for blot 400 dollars (2.000 kr.) Det ser ud til, at maskinen i Danmark står i 3.750-4.000 kroner alt efter, hvor du køber den.

Og inden I spørger, så nej, jeg har ikke blendet nogle gadgets i maskinen. Så dumdristig er jeg dog ikke. Derimod har den fået masser af andre krævende opgaver, og jeg kan oplyse at den har klaret det hele med absolut perfektion. 

 

[image:fid:35200]

Blenderen tog halvandet kilo isterninger og lavede dem til den fineste sne på under 30 sekunder. Frosne jordbær, bananer, æbler var heller ikke noget problem, og det er rent faktisk muligt at lave utroligt bløde og runde smoothies næsten helt uden væske.

Normalt har mange blendere det også svært ved at lave supper med grønkål, spinat, grønspirer simpelthen fordi at det er for luftigt og let, og kniven ikke kan få ordentlig fat. Det er intet problem med Blendtec Total Blender, der har løst alle 56 opgaver med topkarakterer.    

Hvordan ved jeg, at vi har brugt den 56 gange? Displayet på fronten, der også fortæller dig, hvor lang tid de forskellige programmer kører. Skal du lave en juice, så trykker du på Juice-knappen, skal du smadre is, så trykker du på "Ice Crush" og så videre.

Ved at vælge det rigtige program fortæller du blenderen hvordan den skal opføre sig. Laver du f.eks. en smoothie, så starter den på et mellemhurtigt niveau, hvor frugt og is bliver slået i stykker, derefter speeder den op og sørger for at alt bliver smadret til småstykker og derefter kører ned i hastighed i længere tid, så konsistensen bliver helt blød og rund.

Det er også værd at nævne, at blendere er utrolig nem at rense. Der er ikke noget, der skal skilles ad og blenderen skal blot renses under vandhanen.

Har jeg så slet ikke noget negativt at sige om Blendtecs monster? Jo, den danske pris på små 4.000 kroner er slet ikke sjov. Man skal tage sin blender rimelig seriøst for at bruge så mange penge. Derudover, så larmer de 1560 watt også en del. Du kan glemme alt om at samtale i samtalekøkkenet når den arbejder.

Men har du pengene på kontoen, så vil du elske den!

VI ELSKER Den blender hvad som helst til perfektion. Er nem at rense.

VI HADER Prisen. Støjer.

Video: Blendtec (klik på play-knappen for at starte video)