Sikkerheden på smartphones er i orden

Sikkerheden på de nye smarte mobiltelefoner er ganske god - men der er også sårbare områder, viser rapport fra Symantec.

Sikkerheden på de nye smarte mobiltelefoner er ganske god - men der er også sårbare områder, viser rapport fra Symantec. Både Android og iPhone er relativt sikre, men ifølge Symantec er iPhone en smule mere sikker.

Når iPhone er lidt mere sikker, skyldes det, at producenten Apple holder godt øje med telefonerne og de programmer, der bliver udviklet, mens det er relativt let at installere ikke-godkendte programmer på en Android-telefon. Man skal dog selv aktivere muligheden på Android-telefonen.

I bedømmelsen ligger iPhone skridtet foran. Begge typer får dog ros for at have indbygget en del sikkerhed fra starten.

- Apple går længere med sin kontrol. Men denne kraftige styring gør så, at der er ting man ikke så let kan gøre på en iPhone, siger Peter Schjøtt, sikkerhedsekspert hos Symantec.

Jo mere kontrol, jo mindre fleksibilitet

Ifølge rapporten kan Apples tætte kontrol meget vel have skræmt it-kriminelle væk. Udviklerne bag programmer skal godkendes af Apple, og programmerne bliver testet, inden de sendes ud. Dermed risikerer it-skurke at blive afsløret.

For Android-telefoner er der et større ansvar hos den enkelte bruger, når man henter nye programmer. Desuden skal Android-brugere tænke på, hvor de henter programmerne, idet der ikke er samme kontrol med markedspladserne som hos Apple.

LÆS OGSÅ: Ekstra Bladet hacker Margrethe Vestagers telefon

Begge telefontyper har begrænset adgangen til, at man kan ramme flere programmer, hvis nogen først er trængt ind på telefonen. Men der er stadig vigtige oplysninger, som kan hentes af en it-kriminel, der for eksempel har fået adgang til telefonen via dens browser.

Her er mulighederne for at kryptere data ikke så gode, som de kunne være. Det kan for især virksomheder give grund til særlig opmærksomhed.

Et sårbart område for begge er, når brugeren synkroniserer data via for eksempel en cloud-løsning som iCloud eller Gmail.

Endelig er begge telefoner sårbare over for angreb, der går ud på at narre telefonens ejer til for eksempel at fremsende et password til det, der udgiver sig for at være ens bank.

Sådan sikrer du din telefon

Men hvis du alligevel er lidt utryg ved, om din telefon er sikker nok, så kommer Symantec med følgende råd:

* Hvor det er muligt, brug sikkerhedssoftware på telefonen

* Når det er muligt, sørg for at kryptere data

* Brug stærke passwords

* Vær forsigtig med at taste ind på hjemmesider og download

* Hold telefonens software opdateret

* Hold fokus på at beskytte dine data i stedet for at fokusere på selve apparatet

* Vær opmærksom, når du arbejder med følsomme oplysninger

* Vær klar over, hvad du skal gøre, hvis telefonen bliver mistet eller stjålet.

Kilde: Ritzau / Symentec