Hvad med mobilselskabernes priser?

De sidste ugers skriverier i Ekstra Bladet og Berlingske Tidende om teleselskabernes mobilpriser har manglet de vigtigste debattanter.

De sidste ugers skriverier i Ekstra Bladet og Berlingske Tidende om teleselskabernes mobilpriser har manglet de vigtigste debattanter. Det mener hvert fald Nicolas Fredriksen fra TelePrisTjek.dk, som nu opfordrer til debat - Hvad mener du, som forbruger og mobilkunde, om teleselskabernes reklamer og tilbud på mobiltelefoner?

Politianmeldte selskaber

Det er lovbestemt at teleselskaberne skal give tydelig information om mobiltelefonernes mindstepriser. Forbrugerombudsmanden har ved flere anledninger politianmeldt og bødelagt teleselskaber, der ikke har rettet sig efter loven.

Opslag i Ekstra Bladet og Berlingske Tidende har også ihærdigt debatteret problematikken, men debatten har imidlertid fuldstændig undgået at rejse det vigtigste spørgsmål - Er mindstepriserne i det hele taget retvisende?

Sådan er mindstepriserne

Mindstepriserne er et udtryk for den minimumspris, som forbrugeren må betale for en mobiltelefon over en seks måneder lang bindingsperiode.

LÆS OGSÅ: Spar penge på din mobil

Mindsteprisen dækker over samtlige omkostninger der vedrører både mobiltelefon og minimumsforbrug. Minimumsforbruget knyttes til mobilabonnementet, der følger mobiltelefonen.

Er mindstepriserne retvisende?

Jeg mener ikke mindstepriserne er retvisende. Derfor mener jeg også, at lovbestemmelsen om oplysning af mindstepriser bør ændres. Mindsteprisen viser reelt kun hvad forbrugeren må betale for mobiltelefonen hvis telefonen ikke bruges.

Problemet med mindstepriserne

Mindstepriserne siger intet om til hvilke takster minimumsforbruget afregnes. Det svarer til at man angiver priser uden samtidig at angive om prisen er i Danske Kroner, Euro eller USD.

Yderligere er det faktisk også sådan, at der en klar sammenhæng mellem lave mindstepriser og dyre mobilabonnement. Jo dyrere mobilabonnementet er, jo lavere mindstepriser kan selskaberne også angive.

Med andre ord - hvis forbrugerne skal vælge mobiltelefon efter de laveste mindstepriser, så bliver de ofte snydt og får det dyreste mobilforbrug!

Forslag til ændring

Dagens bestemmelser om mindstepriser strider direkte mod sin hensigt og derfor bør kravet om pris-informationer knyttet til køb af mobiltelefoner med mobilabonnement også ændres.

Jeg foreslår at pris-informationerne baseres på "Den samlede salgspris" - som er den samlede pris for telefonen i dag og under hele bindingsperioden og som ikke vedrører mobilforbruget.

Hertil bør selskaberne altid oplyse hvilket mobilabonnement telefonen bindes til. Med forslaget får mobilkunden et mere retvisende billede af telefonens pris samtidig, som mobilkunden også får en direkte reference til hvad mobilforbruget reelt kan koste i og med at der netop oplyses om mobilabonnementet.

Eksempel på ændringens konsekvenser

Salgsspris 1,-

Oprettelse 249,-

Månedsafgift i seks måneder* 100,-

Fragt & porto 0,-

Samlet købspris som kan annonceres 850,-

*Telenor indregner en månedlig afgift på 100 kroner = totalt 600 kroner for telefonen.

Sådan dropper vi mindsteprisen

Med ændringen vil den annoncerede salgspris i dette eksempel ikke længere være én krone, men 850 kroner. Yderligere bør annoncen/salgsopstillingen tydeligt sætte den annoncerede salgspris og mobilabonnement i nær relation.

Vigtigst af alt - Mindsteprisen udgår helt af opstillingen.

De omkostninger der ikke vedrører mobilforbruget, må rimelig nok antages at vedrøre købet af mobiltelefonen.

Yderligere bør betalinger der falder up-front, eller indenfor bindingsperioden udelukkende anses som betalingsbetingelser knyttet til købet. Det er ikke fornuftigt eller retvisende når mange mobilselskaber i dag forsøger, at fiske mobilkunder med en-kroner.

Mobilkunderne bør som minimum kunne regne med, at det er mobiltelefonens væsentligste priser der fremhæves i reklamer og tilbud og at der er en klar reference til mobilabonnementet, så forbrugstakster og øvrige vilkår kan læses.

Hvad mener du?

Hvad mener du om problematikken knyttet til mindstepriserne? Giv udtryk for din mening her på Beep og vær med til, at kaste et klarere lys over de mudrede mindstepriser.