Nye elpriser: 22.000 el-kunder sparer kassen på strøm

16x9

Det kan svare sig, at købe strøm i fællesskab. Indkøbsforeningerne EL-Forbundet.dk og Tænk Strøm har netop afsluttet forhandlingerne med de danske elselskaber, og de forhandlinger har igen givet pote.

Det er igen lykkedes for de to organisationer at barbere yderligere 10 procent af elprisen for deres medlemmer, der tæller mange tusinde medlemmer. El-Forbundet har alene omkring 22.500 medlemmer. Og det betyder klækkelige besparelser på el-regningen.

Gennemsnitligt sparer aftalen en typisk dansk familie 675 kroner om året, hvis familien er omfattet af aftalen, siger Morten Sinding, der er forbrugerjurist hos EL-Forbundet.dk til tv2.dk.

Spar op til 1.000 kroner
Typisk bruger en dansk gennemsnitsfamilie omkring 4.500 kilowatt-timer - er forbruget højere, er besparelsen tilsvarende højere, lyder det.

Tilhører man den store gruppe af danskere, der har et højt el-forbrug, kan aftalen betyde endnu større besparelser: Typisk helt op til 1.000 kroner om året, siger Morten Sinding.

EL-Forbundet.dk har fået en 12 måneders fastprisaftale med en kilowatt-time i hus, hvor prisen er 32,75 øre for én kilowatt-time for kunderne øst Storebælt og 30,38 øre vest for Storebælt, skriver EL-Forbundet.

Den anden organisation, Tænk Strøm, har forhandlet sig frem til en pris på 35,80 øre øst for Storebælt og 32,95 øre vest for Storebælt, lyder det.

Derfor er der forskel på øst og vest
Prisforskellene på øst og vest kan forklares med, hvor strømmen kommer fra og de "gebyrer", der evt. opkræves.

Jylland og Fyn får leveret strømmen fra Tyskland, mens sjællænderne får strømmen sendt fra Norge og Sverige, hvilket er begrundelsen for, at priserne er højere i øst, forklarer Morten Sinding.

Uanset hvor man bor henne i landet, har man dog fået billigere strøm, hvis man altså er medlem af én af de to organisationer, lyder det fra juristen.

- Det seneste år har den gennemsnitlige elpris i landets største forsyningsområde nemlig været 47,2 øre pr. kilowatt, og dermed kan en almindelig husstand se frem til en besparelse på mellem 400 og 1.000 kroner pr. år, vurderer Morten Sinding.

5.000 flere medlemmer
Han mener, at resultaterne er endnu et bevis på, at der er brug for at presse el-selskaberne og skabe gennemsigtighed på el-markedet.

Sidste år lykkedes det EL-Forbundet at sikre medlemmerne, der dengang kun talte 17.000 medlemmer, en elpris, der ifølge El-Forbundet.dk lå 40 procent under den pris, som 90 procent af danskerne betaler for deres strøm.

Siden er der kommet omkring 5.000 flere 'kunder' i butikken, lyder det fra Morten Sinding:

- Vi oplever en stor efterpørgsel. Elmarkedet er fortsat uigennemskueligt for de fleste. Det er de færreste, der forstår sammensætninger af elregningen: Om strømmen er billig eller dyr? Derfor søger de mod os, siger han.