V og K: Lavere skat på arbejde

"Vi ønsker en mærkbar sænkning af skat-ten på arbejdskraft". Sådan sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på et pressemøde, hvor regeringen med titlen "Mulighedernes Samfund" fremlagde sit grundlag for den kommende periode.

En skattekommission er blandt de nye tiltag. Målet er en markant sænkning af skatten på arbejde, herunder på den sidst tjente krone. Det betyder, at De Konservatives - og Ny Alliances - ønsker om en lavere topskat er med. Statsministeren understregede, som så ofte før, at skattestoppet står fast.

Desuden kan en skattereform i denne valgperiode kun træde i kraft, hvis Dansk Folkeparti er indforstået.

Kommissionens anbefalinger skal være færdige i begyndelsen af 2009, hvor Anders Fogh håber at kunne lave en skattereform med et bredt flertal i Folketinget.

Lægger op til brede aftaler

I det hele taget understregede Anders Fogh Rasmussen flere gange under pressemødet, at regeringsgrundlaget er en åben invitation til alle partier.

"Vi lægger op til brede løsninger med det regeringsgrundlag, vi fremlægger i dag - regeringen ønsker brede forlig om de store udfordringer i samfundet."

Således blev brede forlig nævnt både i forbindelse med regeringens kvalitetsreform, forlig om de afviste irakiske asylansøgere - hvor VK allerede har indgået et forlig med Dansk Folkeparti.

TV 2 Nyhedernes politisk redaktør, Anders Krab-Johansen mener, at udmeldingerne om skattestoppet er en meget markant melding.

"Venstre har tidliger været meget fedtet med at melde ud. Skattestoppet står fast, har de sagt. Nu lægger man op til en stor reform med virkning fra 2010, og så har vi et skattestop, der låser det nye system fast, så det er en meget markant melding," siger han.

Hans gæt er, at de reelle skattelettelser kan være gennemført, så de virker fra 2010.

Dansk Folkeparti holder fast

Pia Kjærsgaard (DF) afventer, hvad skattekommissionen kommer frem til.

"Lad os se hvad kommisionen barsler med. Den har fået til opgave, at den ikke må røre ved boligskatten. Det er en farefuld færd, når man samtidig vil sænke marginalskatten," siger Pia Kjærsgaard, der understreger, at hender parti er stor tilhænger af skattestoppet.

Forbeholdene til afstemning

Regeringen lægger samtidig op til, at de fire EU-forbehold skal til folkeafstemning.

"Det er regeringens opfattelse, at vi snart er kommet til det tidspunkt, hvor danskerne skal tage stilling til undtagelserne," sagde Anders Fogh, der mener at de danske forbehold skader danske interesser i dag:

"Det er 14 år siden, de blev besluttet. Det var i en hel anden tid."

Konservativt fodaftryk

De Konservative har især fire markante fodaftryk med i det nye regeringsgrundlag.

Bendt Bendtsen (K) nævnte, at det var vigtigt, at marginalskatten -skatten på den sidste tjente kroner - bliver sænket markant.

Desuden er forebyggelse af sygdom en konservativ mærkesag.

"Når vi ser på de stigende udgifter til sundhed, er det vigtigt at skæve til forebyggelse. Vi er nødt til at prøve at brække den kurve. Børn og unge skal have mulighed for at få et sundt måltid mad hver dag. Desuden styrker idrætten i folkeskolen," sagde Bendt Bendtsen.

Han nævnte deusden, at der skal være større bøder for miljøforurening og mere bynær skov.

Mere udviklingsbistand til Afrika
I regeringsgrundlaget er desuden indskrevet, at Danmarks udviklingsbistand skal hæves fra de nuværende 0,8 procent af BNP til en procent af BNP, hvor fokus hovedsageligt skal være fattigdomsbekæmpelse i Afrika:

"Danmark er et rigt samfund - vi kan godt aflevere lidt mere af vores rigdom til at hjælpe de fattigste lande," bedyrede Anders Fogh Rasmussen.

Alt i alt omfatter regeringsgrundlaget - ifølge statsministeren - næsten 270 nye initiativer, mens skattestoppet, en fast og fair udlændingepolitik, en konsekvent retspolitik, en uddannelses-politik med fokus på faglighed bliver videreført fra VK-regeringens forrige regeringsperiode.

Venstre og De Konservative præsenterer i morgen det nye ministerhold.