Dansk major dræbt i Afghanistan

Major Anders Johan Stæhr Storrud, chef for 120 mand i det mekaniserede infan­terikompagni i den danske kampgruppe i Afghanistan, døde i morges på felthos­pitalet i Camp Bastion. Han blev 34 år.

"Det er i sorg og med den største med­følelse, at jeg har modtaget meddelel­sen om, at major Anders Storrud er død.
Jeg tænker først og fremmest på de pårørende, der går en meget svær tid i møde, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem," siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou. Storrud blev såret af en mortergranat.

"Jeg tænker selvfølgelig også på den faldnes kammerater og kolleger, der på trods af tabet og afsavnet står sammen og fortsætter med at løse den vigtige opgave med at holde Taleban på afstand af de vigtige byområder i den centrale del af Helmand-provinsen," siger Poul Kiærskou.

Angrebet da pansret vogn skulle slæbes væk
Major Anders Storrud blev i går eftermiddag såret i forbindelse med en offensiv operation, der forløb over nogle timer.

Tidligt i forløbet kørte en pansret mandskabsvogn på en mine, men der var ingen soldater, der kom til skade.

Senere - i forbindelse med afslutningen af operationen og bortslæbningen af den beskadigede mandskabsvogn - blev dele af enheden beskudt med morterer og muligvis raketdrevne granater. Her blev major Storrud såret meget alvorligt.

Han blev hurtigt bragt til felthospitalet i Camp Bastion med helikopter, og han kom hurtigt under behandling. Det var hensigten, at den sårede skulle transporteres til Danmark for yderligere behandling, men trods fortsat intensiv behandling på felthospitalet døde han i morges.

Major Anders Storrud tilhørte 1. bataljon i Den Kongelige Livgarde. Han var i 2004 udsendt med den danske bataljon i Irak på Hold 3, hvor han gjorde tjeneste som delingsfører i panserinfanterikompagniet.

Fogh og Gade udtrykker sorg
"Det er med dyb sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at en dansk soldat er død efter at være blevet hårdt såret under kamphandlinger i Afghanistan. Mine tanker og allerdybeste medfølelse går til den dræbtes familie," siger statsminister Anders Fogh Rasmussen i en meddelelse.

"Vores soldater gør en afgørende og modig indsats for at skabe sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning i Afghanistan. Mine tanker går derfor også til den dræbtes soldats kammerater i det sydlige Afghanistan i en svær periode, hvor vi har haft tab og sårede," siger Anders Fogh Rasmussen.

Forsvarsminister Søren Gade (V) har ligeledes modtaget beskeden om døds­faldet med stor sorg.

"Mine tanker og min dybeste medfølelse går til den dræbtes familie og til hans pårørende. Den danske soldat har betalt den højeste pris for sin indsats for et fredeligt og frit Afghanistan. Min medfølelse går også til hans kammerater i den danske lejr i Afghanistan, som har mistet en god kollega og kammerat," siger ministeren i en kommentar.

Major Anders Storrud var gift og efterlader sin hustru og to mindreårige børn.