Gåden om allergi snart løst

Hver femte dansker - en million menne­sker - lider af allergi, og antallet stiger hvert år i den vestlige verden.

Til gengæld er der nu håb forude for de mange millioner mennesker, hvis liv bliver forpestet allergi. Forskere ved Aarhus Universitet har fundet flere genfejl, som findes ekstra hyppigt hos folk med allergi, skriver Nyhedsavisen.

Perspektivet ved at finde alle allergi­generne er, at man kan finde en måde at helbrede allergi på - i stedet for blot at dæmpe symptomerne med f.eks. høfebermedicin som antihistaminer.

"Arvelighed spiller en stor rolle for astma og allergi. Hvis vi kan finde ud af, hvad det er for gener, der er involveret, så kan vi bedre forstå, hvilken biologi, der ligger bag sygdommen, hvorfor den udvikler sig og ikke mindst bedre spore os ind på, hvad det er for miljøfaktorer i vores moderne verden, der gør, at flere og flere får problemer med, at immunforsvaret bliver overfølsomt," siger Anders Børglum, leder af Institut for Human Genetik.

I dag er det ikke muligt rigtigt at helbrede allergi, når det først er der. Men én af måderne, man kan finde en mirakelkur mod den udbredte sygdom på er ved hjælp af genterapi. På den måde kan man simpelthen erstatte eller fikse de gener, der er 'fejl' på.