Dømt for voldtægt af prostitueret

16x9

To mænd truede prostitueret med at klippe hovedet af hende

To mænd blev i dag i Københavns Byret kendt skyldige i grov voldtægt af en prostitueret i København.

Det var en 20-årig mand, der udførte selve voldtægten, mens hans 19-årige kammerat truede kvinden på livet og filmede det hele med sin mobiltelefon.

Domsmandsretten i Københavns Byret gav 20-årige Yildirum Karatas tre års fængsel, men valgte i første omgang at udskyde strafudmålingen af den 19-årige. Retten venter på en mentalerklæring af hans psykiske tilstand.

Mændene samlede den prostituerede op i Skelbækgade i København natten til den 13. december og kørte til en parkeringsplads ved Ingerslevsgade. Den 20-årige udgav sig for at være politibetjent og gennede kvinden ind i varevognen.

Hvis ikke hun gjorde, som mændene krævede, ville de klippe hendes fingre og hoved af med en boltsaks.

Mens voldtægten skete, sad den 19-åriges kæreste i en bil i nærheden. Hun vidste ifølge eget udsagn ikke, hvad der skete, og vidnede mandag mod de to mænd.

"Men jeg havde på fornemmelsen, at der skete noget, der ikke burde ske," forklarede kvinden i retten.

Efter voldtægten kørte mændene samt kæresten til en lejlighed i Sydhavnen. Efter et kort ophold i lejligheden forsvandt Yildirum Karatas, hvorefter den 19-årige viste sin chokerede kæreste, hvad han havde optaget på mobiltelefonen.

"Det var en åbenlys voldtægt," forklarede hun til dommer Bodil Toftemann.

Den prostituerede meldte selv voldtægten til politiet, og en måned senere lykkedes det ordensmagten at anholde de to gerningsmænd. Forinden havde den 19-årige forsøgt at få sin kæreste til at dække over dem.

Eller rettere ekskæreste. For hun slog op med ham umiddelbart efter episoden og valgte altså til mændenes store fortrydelse at dele sin viden med politiet.

"Når man er dum nok til at lave den slags, må man også tage konsekvensen," sagde hun i Københavns Byret.

Det var ikke første gang, at mændene forulempede en prostitueret. Få dage tidligere, den 11. december, røvede de en 48-årig kvinde fra samme område. Også ved at true hende med en boltsaks. Hun slap dog fra at blive voldtaget, men ellers var fremgangsmåden den samme.

Strafudmålingen for den 19-årige mand ventes at ske den 5. december. Yildirum Karatas har udbedt sig betænkningstid på, om han vil anke dommen til landsretten.