DF stormer frem, EL på nedtur

16x9
Kjærsgaard Foto:

Dansk Folkeparti går klart frem efter regeringens kvalitets- og skattereform. De øvrige partier står stort set stille, mens Enhedslisten nu er under spærregrænsen på 2,0 pct.

Af Rasmus Nielsen

I disse dage med valgrummel modtages en politisk meningsmåling med ekstra interesse - og den nye Megafon lever helt op til forventningerne:

Den er indsamlet tirsdag til torsdag efter præsentationen af regeringens reformer, og Dansk Folkeparti stormer frem, mens Enhedslisten nu er under spærregrænsen.

VKO har mistet sit flertal fra valget i 2005 og kan nu kun genvinde magten sammen med Ny Alliance.

Venstre og Konservative er nemlig styrkemæssigt gået helt i stå, mens Dansk Folkeparti fortsætter sin ubrudte fremgang siden stiftelsen i 1995.

DF står nu til 14,0 pct. af stemmerne mod kun 11,8 pct. for en uge side - og 13,3 pct. ved valget i 2005.

"Vores fremgang bekræfter, at vi er mere på linje med danskerne end Venstre og Konservative i skattespørgsmålet", siger Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til TV 2|Politik som kommentar til målingen.

"Regeringen stopper skattelettelser ned i halsen på folk - som fois gras fra en stopfodret gås - selv om folk ikke efterspørger det."

EL dømt nede
Opstillingen af muslimen Asmaa Abdol-Hamid, der efter manges mening først og fremmest er religiøs fundamentalist, sender denne gang Enhedslisten ned under spærregrænsen til sølle 1,6 pct. af stemmerne, en halvering af valgresultaet for to et halvt år siden.

Også det har partiets politiske modsætning, Kristian Thulesen Dahl en kommentar til:

"Enhedslisten har gamblet med sin egen troværdighed i sin iver efter at tiltrække indvandrerstemmer. Asmaa er gået ud med ekstreme holdninger, som Enhedslisten har bakket op. Det har skabt tvivl blandt vælgerne om, hvad partiet står for. Om Enhedslisten vil forlove sig med så ekstreme synspunkter. Det har fået flere af deres vælgere til at gå til SF", mener i hvert fald Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.