Bushs indvandrerlov blev nedstemt

Et flertal i det amerikanske Senat har afvist et forslag fra præsident Bush om en ny indvandrerlov.

53 stemte nej til, at forslaget overhovedet kunne sættes til en endelig afstemning. 46 stemte ja. 60 medlemmer skulle have sagt ja, for at forslaget kunne gå videre til en afgørende afstemning.

Hvis forslaget var gået igennem, ville det have banet vej for, at cirka 12 millioner mennesker, der lever ulovligt i USA, kunne få amerikansk statsborgerskab.

Afvisningen af forslaget, som Bush har arbejdet ihærdigt for at få gennemført, er et alvorligt tilbageslag for præsidenten. Det var især konservative medlemmer af Bushs eget republikanske parti, der stemte imod.