Riges børn taler dårligt dansk

Udenlandske au pair-piger har overtaget så stor en del af forældre­rollen i nogle rige, nordsjællandske familier, at det får konsekvenser for børnenes sprog.
Det skriver morgenavisen 24timer.

Når børnene begynder i børnehave, viser det sig, at flere af dem er så dårlige til at tale dansk, at de skal have hjælp.

Det observerer eksperter og talepædagoger, der møder børn, som ser for lidt til deres travle forældre, i en række kommuner i Nordsjælland.

"Det er et problem, at nogle voksne har så travlt med deres eget liv og tilbringer så lidt tid med deres børn, at de slet ikke opdager, at barnet taler dårligt dansk," forklarer ekspert i sprogtilegnelse Ulla Lahti Falkenberg, der er ekstern lektor ved Københavns Universitet og næstformand for Audiologopædisk Forening.

Hun møder årligt flere børn, der tilbringer så meget tid med deres udenlandske au pair­pige, at børnene begynder at tale med lettisk eller thailandsk accent.