Qvortrup: Løkke blottede sig med sko-bemærkning

16x9

Et forfriskende pust i Folketinget, der har potentiale til at blive et omdrejningspunkt for den politiske debat.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2s politiske kommentator Henrik Qvortrup efter premiereudgaven af Folketingets nye spørgetime, der fremover skal finde sted hver anden tirsdag.

- Alt i alt synes jeg, at det var en veloplagt omgang. Det kan godt gå hen og blive et omdrejningspunkt for debatten på Christiansborg og vil få markant mere opmærksomhed end de daglige debatter i salen, siger Henrik Qvortrup.

Helle Thorning-Schmidt skulle i løbet af en time svare på oppositionens spørgsmål om alt fra affaldssortering til skattetrykket, og det slap statsministeren fint fra, lyder vurderingen fra Henrik Qvortrup.

- Jeg bemærkede, at hun i dag formåede ret hurtigt at få drejet de fleste angreb fra oppositionen om, og fik givet igen den anden vej. Og det var også derfor debatten blev underholdende.

'2000 kroner'
Den episode fra den første spørgetime, der fik mest opmærksomhed, var en henkastet bemærkning fra Lars Løkke Rasmussen.

Venstre-formanden talte om det, han mener, er et for lille økonomisk incitament, der for mange danskere er ved at tage et arbejde. Og han fremhævede, at det for nogle kun giver 2000 kroner ekstra om måneden. Er det mange penge, lød det retoriske spørgsmål fra Lars Løkke Rasmussen.

- Det kommer an på, hvem man er, svarede Venstre-formanden selv, inden han tilføjede:

- Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.

Bemærkningen blev straks grebet og kommenteret af politikere fra rød blok, og Henrik Qvortrup mener også, at Lars Løkke med sin bemærkning begik en klar fejl.

- Det kan godt være han følte, at han hev et stik hjem ved en slet skjult reference til Thornings skovaner. Men han blottede altså sig selv med den kommentar, for der er også dem, der i disse dage ville kunne spørge, ikke hvor mange par sko man kan få, men hvor mange timer man med Løkkes rejseforbrug kan få i Seoul for 2000 kroner, siger Henrik Qvortrup med henvisning til Ekstra Bladets afsløringer om Løkkes rejseforbrug i forbindelse med hans formandskab i en grøn tænketank.

Alt i alt en lovende debat-debut, mener Qvortrup:

- Og så slår det mig gang på gang, at Thorning og Løkke står godt til hinanden. Vi så det også under åbningsdebatten: De er skarpe, de er veloplagte og deres debatter er interessante at overvære.