Hård kritik af ny debatform: De små partier bliver trynet

16x9

Udemokratiske, i strid med grundlovens ånd, en uskik og magtfuldkomne store partier, der tryner de små.

Det er hårde ord, Lars Barfoed hæfter på de regler, der skal gælde for den nye spørgetime i Folketinget, der tirsdag klokken 13 skal prøves for første gang.

- De regler, der skal gælde for den nye spørgetime, er ikke særlig demokratiske. Ja, jeg mener faktisk, at de er i strid med grundlovens ånd, siger Lars Barfoed til tv2.dk.

Den Konservative formands kritik retter sig imod de debatregler, der er vedtaget af Folketingets Præsidium. Her fremgår det, at lederen af det største parti uden for regeringen normalt vil kunne få to sekvenser af spørgsmål til statsministeren og svar efter hinanden. Herefter vil de øvrige partiledere normalt få hver én sekvens.

Og det er uretfærdig forskelsbehandling, lyder det fra Lars Barfoed, der altså tirsdag i Folketingssalen vil kunne opleve Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen have dobbelt så lang tid til at udspørge Helle Thorning-Schmidt, end han selv vil få.

- De store partier har fået gennemtrumfet det her i deres magtfuldkommenhed. Det er meget problematisk. Og det er jo ikke noget vi nogensinde har opereret med i dansk parlamentarisk historie - at man som et stort parti får langt bedre vilkår end mindre partier, siger Lars Barfoed, der også understreger, at han grundlæggende synes det er en god ide at forsøge sig med nye debatformer i Folketinget.

DF: En uskik
Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand, mener også, at debatreglerne er problematiske.

- Jeg er enig med Lars Barfoed og andre i, at det grundlæggende er en uskik, at man tildeler nogle partier og folketingsmedlemmer mere spørgetid end andre, siger Peter Skaarup.

- Men det har altså ikke fået os til at sige fra over for hele projektet. Vi havde gerne set, at de her regler havde set anderledes ud, men nogle gange er politik også kompromisset kunst, og lad os prøve det af, og se om vi ikke kan få det bedste ud af den her nye debatform.

Lykketoft: Giv det en chance
Folketingets formand, Mogens Lykketoft, der har siddet for bordenden i Folketingets præsidium erkender, at det ikke har været muligt at gøre alle tilfredse.

- Al politik - og det ved Barfoed også - er jo noget, man skal forhandle på plads. Det er nødvendigt at indgå kompromisser, og det har taget fire år, en periode henover to forskellige statsministre, at få skabt enighed om, hvordan man kunne gøre det her. Jeg er fuldstændig klar over, at nogle ikke er helt tilfredse, men nu synes jeg, vi skal give det en chance og lade det finde sin form, siger Mogens Lykketoft, der ikke afviser, at man på et senere tidspunkt kan justere på reglerne.

- Men jeg tror vi skal se nogle omgange, før vi kan sige, om det fungerer godt. Det er meget op til de deltagende partiledere at gøre det her til noget, der er spændende og nyskabende. Så vi giver det en chance her i efteråret, og holder selvfølgelig øje med det løbende, siger Mogens Lykketoft.

Peter Skaarup glæder sig over, at det nu bliver lettere for oppositionen at afkræve statsministeren svar.

- Det giver muligheden for, at man kan få en dialog med statsministeren på et højt plan. Og på en måde, så det forhåbentligt er interessant for folk at følge med i. Det stiller nogle krav til statsministeren om at være godt forberedt. Og det er helt i demokratiets ånd, at man kan få de diskussioner i et åbent forum.

På tv2.dk kan du se hele spørgetimen og læse med når politisk kommentator Hans Engell og politikerne kommenterer debatten undervejs. Det er fra kl. 13.