Kvamm svarer igen: Hedegaard skal ikke fredes

16x9

Simon Kvamm og Lars Hedegaard er verbalt røget i totterne på hinanden over én sætning

To kendte danskere raser nu mod hinanden i en debat, der er blevet startet af en sang.

Det er forsangeren i bandet Nephew, Simon Kvamm, og formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, som verbalt er røget i totterne på hinanden over én sætning.

"Lars Hedegaard er syg" er sætningen, som Simon Kvamm synger i en nyfortolkning af Nephews hit "Superliga". Den originale sætning lød "Pia K er krig", men Dansk Folkepartis tidligere leder er nu blevet skiftet ud med Trykkefrihedsselskabets formand, ligesom andre dele af sangen handler om andre kendte danskere som f.eks. Anne Linnét, som er "not", Bonderøven, som "sku' ha noget bly", og "Susse Wold, som sku ha' noget kølle".

Hedegaard: En kortsigtet fornøjelse
Den nye tekst er kommet Lars Hedgaard for øre og onsdag retter han en skarp kritik mod Simon Kvamm i et debatindlæg på Berlingskes hjemmeside b.dk.

- Jeg håber ikke, jeg er syg, men det er ubestrideligt, at jeg har været det, skriver Lars Hedegaard i Berlingske og henviser til, at han for få måneder siden blev opereret for to tumorer. Og at der bagefter "stod et postbud uden for min dør og affyrede en pistol i hovedet på mig."

- Jeg synes selv, at jeg er kommet nogenlunde igennem det, men skal ikke fratage Simon Kvamm håbet om, at canceren eller postbuddet får mig inden længe, lyder det fra Hedegaard.

- I dag vil Simon Kvammerne ud over at tjene mange penge - være politiske filosoffer og moralske foregangsmænd. Jeg tror, det bliver en kortsigtet fornøjelse.

Hedegaard påpeger, at så længe Kvamm synger om Bonderøven, Anne Linnet og Susse Wold, så vil han nok ikke møde sit postbud. Lars Hedegaard påpeger, at det nok er årsagen til at Simon Kvamm ikke synger om at kriminelle som Store A, Fifis og folk fra Antifascistisk Aktion er "syge i hovedet".

Kvamm: Det er underligt
Nu svarer Simon Kvamm så igen på kritikken i et nyt debatindlæg i Berlingske.

- Dette synes jeg helt grundlæggende er underligt, når vi har at gøre med formanden for Trykkefrihedsselskabet. Skulle LH ikke netop være fortaler for, at man må sige eller synge, hvad man vil?!

Spørger Simon Kvamm og forklarer, at han ikke mener, det har nogen betydning for sangteksten, at Lars Hedegaard rent faktisk har været syg.

- Det er da trist og LH har hermed mine ønsker om et fremtidigt godt helbred, men i forhold til sanglinjen er det cirka ligeså relevant, som hvis jeg tolkede LH's overskrift "Simon Kvamm er stor", som fornærmende mod min kropsvægt.

Simon Kvamm tager i debatindlægget i Berlingske afstand for drabsforsøget på Trykkefrihedsselskabets direktør, som han kalder "sygt".

- Men det gør vel ikke at han skal fredes? Det gør vel ikke at andre ikke har ret til at ytre sig, medmindre de er kritiske mod bestemte dele af samfundet og er blevet skudt på for det?

Simon Kvamm slutter sit debatindlæg med at skrive, at han under den kommende weekends Nephew-koncerter har ændret sin tekst fra "Lars Hedegaard er syg" til "Lars Hedegaard er skæg".

Om det så er enden på diskussionen vil tiden vise.