Stop Spild af Mad-stifter vinder Svend Auken-prisen

Socialdemokratiet giver i år Svend Auken-prisen til Selina Juul, der arbejder for at begrænse madspildet.

Selina Juul tildeles Svend Auken-prisen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg for sit arbejde med forbrugerbevægelsen "Stop Spild af Mad", der er Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild.

- Af hjertet tusind gange tak for Svend Auken-prisen. Det er en kæmpe anerkendelse.

- Svend Auken var en legende, så det er en virkelig stor anerkendelse at få prisen, siger Selina Juul på en videohilsen, der blev vist på kongressen.

- Jeg er især taknemmelig over, at Socialdemokraterne støtter forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad med hele 10 store socialdemokratiske profiler som officielle venner af bevægelsen, tilføjer hun.

Svend Auken-prisen uddeles hvert år på S-kongressen til en person, virksomhed eller organisation, som har ydet en særlig indsats for miljø- og klimaarbejdet.

Med "Stop Spild Af Mad" har Selina Juul gjort det nemmere at genbruge rester i madlavningen. Hun har udgivet kogebøger, holdt foredrag og været i dialog med supermarkeder om, at de skal mindske deres madspild.

Dermed viser hun vejen for bæredygtig udvikling i Danmark og i Europa, hedder det fra Socialdemokratiet

Dan Jørgensen, der er medlem af EU-Parlamentet, stod for overrækkelsen af prisen på S-kongressen, hvor han blandt andet roste Selina Juul for at forstå, at det handler om at starte med den enkelte, hvis man vil redde verden fra de mange.

- Fødevareproduktionen står allerede i dag for en femtedel af verdens CO2-udslip. I sådan en verden har vi ikke råd ti lat spilde mad.

- Det har Selina Juul sagt på en meget god måde: Mad er guld. At smide mad ud svarer til at smide penge i skraldespanden, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/