EL om ny hundeaflivning: Hvor bliver lovændring af?

16x9
Sympatiserer med hunden Cato Foto:

Her til formiddag mødte en familie op på politistationen i Helsingør for at tage afsked med deres hund Cato. Herefter skal hunden aflives.

Tilbage i marts bed Cato en anden hund, som efterfølgende skulle syes. Og derfor blev det besluttet, at Cato skulle aflives.

60-70 mennesker er i følge Nordsjællands Politi mødt op på politistationen i Helsingør for at vise deres støtte til Cato og dens familie.

Catos skæbne har pustet nyt liv i debatten om den omdiskuterede hundelov, som bl.a. betyder at 13 hunderacer er blevet forbudt, og at hunde skal aflives, hvis de skambider mennesker eller andre hunde.

Loven er ved at blive evalueret, først under tidligere fødevareminister Mette Gjerskov og siden under nuværende fødevareminister Karen Hækkerup. Man forventer at eventuelle nye lovforslag vil være klar i slutningen af året.

Men det er ikke godt nok, mener dyrevelfærdsordfører i Enhedslisten Per Clausen.

- Det er jo konsekvensen af en helt urimelig hundelov, som for længst skulle have været ændret, siger Per Clausen til tv2.dk.

Han har også hørt om hunden Cato, men vil ikke udtale sig om den konkrete sag.

- Men med loven foregår hundeaflivninger ud fra vilkårlige beslutninger og man har mulighed for at aflive hunde, som ikke er farlige. Det er sket indtil nu og det vil fortsat ske, hvis loven ikke ændres.

Per Clausen fortæller at Enhedslisten flere gange har stillet forslag om, at loven skulle laves om, senest i foråret. Men alle partier - med undtagelse af Liberal Alliancen - har afvist at fremskynde processen.

- Vi har gentagende gange stilet spørgsmål til ministeren, om at hun kunne suspendere aflivningerne eller inddrage sagkyndige i bedømmelserne af, om der er tale om en farlig hund. Men hun svarer, at lovgivningen bliver overholdt og har afvist at gøre noget som helst, siger Per Clausen.

Han mener, at man i bedste fald kan vente, at loven bliver lavet om op til årsskiftet.

- Regeringen har sagt, at man kommer med et udspil i løbet af efteråret. Men nu skal Folketinget jo først åbne osv. Og jeg ved ikke i hvor stor udstrækning regeringen har lagt op til at ændre loven.