Par fik afslag: - Byen er ikke moden til bøsser

16x9

Et par fra Aarhus er blevet afvist som forpagtere af Sig Hotel - med den forklaring, at byen ikke er "moden" nok til et bøssepar.

Keld Christensen og Wang, som begge har lang ledelses- og brancheerfaring, ansøgte om at blive forpagtere af Sig Hotel i sommer. Og i første omgang var kontakten mellem godsejer Karl Kristian Nielsen og parret god - lige indtil godsejer Karl Kristian Nielsen fandt ud af, at parret er homoseksuelle.

Til Varde Ugeavis siger godsejeren om afslaget:

- Du må gerne skrive, at jeg ikke tror, Sig er moden til at have et bøssepar, som forpagter af hotellet. Den ene - en ranglet kineser - talte dårligt dansk og ingen af dem havde en kokkeuddannelse.

Ifølge godsejeren er der flere grunde til afslaget, men han erkender, at Sig efter hans mening ikke kan være tjent med et bøssepar. Han ønsker dog ifølge ugeavisen ikke at uddybe, hvorfor de to mænds seksualitet er afgørende for ansættelsen, eller hvordan han mener, at Sig ikke er moden til de to.

- Jeg synes, at det er grotesk, at han taler på hele byens vegne, og antager, at de ville have noget imod, at et homopar overtager hotellet. Et par som ingen børn har at tage højde for, og som elsker at arbejde, og er villige til at arbejde døgnets 24 timer, siger Keld Christensen til Ugeavisen Varde.

Efterfølgende har Keld Christensen og Wang dog oplevet opbakning fra flere af Sigs borgere.

- Flere har skrevet til mig, at de ikke har noget imod bøsser, siger han til TV 2.

Trods opbakning fra byens borgere er parret dog ikke længere interesserede i at overtage hoteldriften.

- Vi kan ikke arbejde sammen med en person, som ikke kan se os som de mennesker vi er - men kun som en seksualitet, fastslår Keld Christensen over for TV 2.

Byen Sig er med i opløbet om at blive årets landsby 2013.