900 mio. pr. stk: Så dyr kan DK's næste jager bliver

16x9
F-35A Lightning II Joint Strike Fighter Foto:

Den hollandske forsvarsminister har haft det helt store checkhæfte fremme og købt kampfly for 33,5 milliarder kroner!

Det skriver avisen Telegraaf ifølge branchebloggen nytkampfly.dk.

Ministeren forventes at offentliggøre handlen senere i dag.

Ifølge avisens oplysninger skal der købes 37 F-35 Joint Strike Fighter-jagerfly. Det var, hvad det kunne blive til inden for forsvarsbudgettet, der ligesom i Danmark er presset i disse år.

F-35'eren er også favorit til at erstatte de aldrende danske F-16-fly. Dermed giver hollændernes handel et fingerpeg om, hvad vi også kan regne med at betale, selvom der selvfølgelig er stor forskel alt efter hvilke modeller, udstyrspakker og vedligeholdelsesaftaler, der indgås. Danmark forventes også kun at købe 30 stykker.

- Men den sande pris for Joint Strike Fighter begynder at blive tydelig nu, siger redaktør for nytkampfly.dk, Andreas Krog, til tv2.dk.

Det hollandske køb er godt for Lockheed Martin, der kæmper en indædt kamp med tre andre flyfabrikker om at sælge nye jagerfly til Danmark.

- Det er klart, at sandsynligheden for, at Danmark vælger F-35 er gået fra at være stor til at være endnu større nu.

Valget afhænger nemlig enormt meget af, hvem der ellers flyver i det samme fly.

- Nu har vi både Norge, Holland og sandsynligvis også briterne med på holdet. Norge og Holland er sammen med Belgien de to lande, vi har driftet F-16 sammen med. Vi har et meget nært samarbejde med de lande, siger Andreas Krog fra nytkampfly.dk.

Hollænderne regner med at ende på en indkøbspris på 904 millioner kroner per jagerfly. Og så vil det koste omkring to milliarder kroner om året, at holde dem i gang. Altså regner de med at bruge 113,8 milliarder kroner over flyenes levetid på omkring 40 år.

- Vi får nu nogle meget høje beløb fra Holland og Norge, som vi kan forholde os til i den danske debat. Og dét er ikke nødvendigvis godt for F-35, siger redaktøren fra nytkampfly.dk.

Ifølge Telegraaf kan det i Holland komme på tale at købe flere fly på et senere tidspunkt.

F-35 er det mest avancerede af de fire danske kandidater. Stealth-flyet er dog oppe imod afprøvede modeller fra Eurofighter, der stiller med deres Typhoon, og Boeing, der stiller med deres F/A-18E/F Super Hornet. Svenske Saab byder ind med deres JAS 39 Gripen E/F, der dog kun bliver brugt af svenskerne selv indtil videre.