TV: Radiovært smider blusen under borgmester-interview

Den canadiske radiovært Lori Welbourne brugte en ret alternativ interview-teknik, da hun i sidste uge interviewede den lokale borgmester til sit ugentlige show "On the Rocks".

Episoden fandt sted i Kelowna i British Columbia, hvor Lori Welbourne havde fået arrangeret et interview med borgmester Walter Gray.

"On the Rocks" er kendt for at være et uformelt radioprogram, men som du kan se i tv-indslaget i toppen af denne artikel, blev det enddog meget uformelt, da Lori Welbourne interviewede borgmesteren om, hvorvidt det er lovligt eller ej for kvinder at gå topløse på gaden i Kelowna.

- Hvad nu hvis jeg gik topløs ned ad gaden?, spørger Welbourne borgmesteren, inden hun beder ham holde sin mikrofon og blotter sine bryster.

- Hvad laver du?, spørger en forvirret Gray, inden han samler sig og svarer nøgternt på spørgsmålet:

- Tja, nogen ville nok ringe efter politiet, fordi de mente det var ulovligt, men det er det faktisk ikke, forklarer han.

Anledningen til hele snakken om topløse kvinder på gaden, var angiveligt den årlige "Gå Topløs Dag", som løb af stablen i USA og Canada søndag d. 25. august 2013.

Dagen er blevet afholdt siden 2007 for at fejre kvindens ret til at have bar overkrop i offentligheden - på lige fod med mænd.