Efter lockout: Mangler tusindvis af timer

Sønderborg er ingen undtagelse - og så her må flere folkeskoleelever forberede sig på at tilbringe flere timer på skolebænken i det nye skoleår.

Under forårets lockout mellem landets kommuner og folkeskoler mistede folkeskoleelverne i den sønderjyske kommune således 19.156 klokketimer.

Men ligesom i alle andre kommuner i landet er opgaven med at indhente de mistede timer lagt ud lokalt på hver enkel skole.

- Opgaverne er så forskellige fra sted til sted, at skolerne selv må sørge for, at de timer bliver indhentet inden for de næste to til tre år, siger direktør for Børn og Uddannelse i Sønderborg Kommune, Jette Østergaard.

Det eneste, kommunen har bedt skolerne om, er at indberette den samlede antal mistede timer, så det sikres, at minimumtimetallet bliver opfyldt.

I alt mistede landets folkeskoler 2,2 millioner lektioner som følge af den fire uger lange lockout.

Og dermed blev der sparet på lønninger til lærere - i alt sparede kommunerne 1,3 milliarder kroner på ubetalte lønninger.

En undersøgelse foretaget af folkeskolen.dk kort tid efter lockoutens afslutning viser, at 16 kommuner endnu ikke har taget stilling, hvordan de sparede penge skal fordeles.

Blandt disse kommuner er Sønderborg, der først senere på året vil finde ud af, hvor pengene skal øremærkes.

- Der kommer et oplæg fra Børn- og Uddannelsesudvalget, så vi kan finde ud af, hvordan lockoutmidlerne skal bruges fremadrettet, siger Jette Østergaard.

- Men vi kommer til at holde styr på, at skolerne indhenter de tabte timer.

- Blandt andet ved at holde løbende møder med de forskellige skoleledelser. Og desuden kommer vi med en opfølgning af kvalitetsrapporten, der sikrer, at eleverne får minimumtimetallet, siger Jette Østergaard.

Siden lockoutens afslutning har folkeskolerne i Sønderborg Kommune nået at give så meget kompenserende undervisning, at det samlede antal mistede timer er nede på 4.192 klokketimer.

/ritzau/