Genfejl gør femårige Lucas umættelig

I 2011 præsenterede TV 2 | NYHEDERNE for første gang den overvægtige dreng Lucas. På det tidspunkt var han kun to år og vejede allerede 38 kg, hvilket gjorde ham ekstremt overvægtig.

I de tre år, der er gået, siden TV 2 | NYHEDERNE sidst så Lucas, har lægerne fundet ud af, at han som den eneste i Danmark lider af en sjælden genfejl, der gør, at han aldrig er mæt.

Lucas' hjerne tror hele tiden, at den mangler mad, hvilket gør at han konstant føler ekstrem sult og har meget svært ved at tabe sig - også selvom han kun spiser 80 pct. af hvad en femårig bør spise.

Mens Lucas selv lider under sin sult og sin overvægt, ser lægerne dog mere positivt på hans diagnose. De mener, at Lucas kan bringe dem et skridt tættere på at forstå sammenhængen mellem fedme og gener.

Der er kun registreret 15 tilfælde af den genfejl, som Lucas lider af, på verdensplan.

I klippet ovenfor kan du møde Lucas, der stadig er overvægtig og på en meget streng diæt, hvilket han højst sandsynlig skal være resten af sit liv.