Indstiller eftersøgning: Bådejer frygtes druknet

16x9
redningsaktion ved Lolland Foto:

Politi og redningsfolk har lørdag aften indstilt eftersøgningen efter et ukendt antal personer i vandet ud for Torrig på Lolland.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til tv2.dk:

- De varmesøgende kameraer, vi bruger, fungerer ikke så godt, når vandet er så varmt, så vi har brug for dagslys, siger vagtchef Søren Østervig.

Om eftersøgningen genoptages i morgen tidlig, kan han ikke oplyse på nuværende tidspunkt.

Kan ikke finde bådejeren
I eftermiddags fik politiet en anmeldelse om en motorbåd med påhængsmotor, der sejlede ubemandet rundt, og redningsbåde og helikopter har siden ledt efter personer, der kan være faldet over bord.

- Vi har ikke fået nogen anmeldelse om savnede personer, men vi har ikke kunnet får fat på bådens ejer. Så vi frygter, han er druknet, siger Søren Østervig.

Det drejer sig om en 55-årig mand fra Askø, nord for Lolland.

- Opholder han sig et eller andet sted, vil vi selvfølgelig rigtig gerne tale med, siger vagtchefen.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.