Kulturordfører forsvarer Lyngvild: Okay at sige 'bøssekarle'

16x9

Tidligere bestyrelsesmedlem for Copenhagen Pride ærger sig over Lyngvild_fejden

En klar overreaktion.

Sådan betegner Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen beslutningen om at fyre den kontroversielle modemand og tv-personlighed Jim Lyngvild som vært for Copenhagen Pride - en beslutning, som er truffet efter et interview med Lyngvild i Ekstra Bladet.

- Det er simpelthen en kæmpe overreaktion fra Copenhagen Prides side, siger Mogens Jensen til tv2.dk.

'Små bøssekarle'
Balladen begyndte, da Jim Lyngvild til Ekstra Bladet udtalte, at de, der siger, at det gør ondt at blive tatoveret, er "små bøssekarle".

Den udtalelse har de seneste dage medført en heftig debat - og Lyngvild er nu ikke længere vært for Copenhagen Pride og skal heller ikke være dommer i konkurrencen Mr. Gay under priden, der finder sted om godt en måned.

Men ifølge den socialdemokratiske ordfører, der selv tidligere har siddet i bestyrelsen for Copenhagen Pride og også i år er med til at arrangere den socialdemokratiske del af priden, har Jim Lyngvild ikke gjort noget galt.

- Det er altså alment accepteret i homo-kredse, at man bruger ord som det der. Det bliver sagt som en humoristisk bemærkning - det synes jeg slet ikke, der kan være tvivl om, når man læser de udtalelser, siger Mogens Jensen og uddyber:

- Det er lidt ligesom når sorte kalder hinanden for alt muligt. Det kan vi andre ikke gøre, men det er altså accepteret, når det bliver sagt af dem selv. Sådan er det også i homo-miljøet - andre kan ikke nødvendigvis sige det, men det kan godt siges til hinanden.

Overskygger budskabet
Mogens Jensen er ked af, at optakten til årets udgave af Copenhagen Pride nu er blevet overskygget af fejden mellem Lyngvild og organisationen.

- Jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i bestyrelsens beslutninger. Men priden handler jo om at skabe opmærksomhed omkring mangfoldighed - og det drukner fuldstændig i den her debat, som i bund og grund er ligegyldig og skyldes en overreaktion.

Jim Lyngvild har været vært for priden i fire år.