TV: Edward Snowden allerede som film

Man skulle tro, at de seneste tre ugers afsløringer og historier om Edward Snowden var taget ud fra en Hollywoodfilm, og faktisk er den unge eks-NSA ansatte allerede blevet eviggjort på lærredet. Om end et mindre et af slagsen.

Fire amatørfilmagere fra Hong Kong har været hurtigere end Hollywood i at udarbejde den første film om Whistlebloweren Edward Snowden. Filmen, som ligger på YouTube og som kan ses via linket til højre er godt fem minutter lang og handler om tiden op til den første afsløring.

Filmen blev lavet samtidig med, at Snowden stadig skjulte sig i Hong Kong, og derfor skulle det også gå stærkt med selve filmningen.

- Det her er en spionfilm som udvikler sig, og det at have været de første til at lave en film om ham er meget.. forfriskende, fortæller Edwin Lee, filmmageren bag filmen til AFP. Filmen har fået samme navn som Edward Snowden selv brugte før afsløringerne: Verax.

Filmen er filmet på de rigtige steder rundt i Hong Kong, blandt andet på det hotel hvor avisen the Guardian filmede interviewet med Edward Snowden.

Edward Snowden flygtede efter filmens frembringen til Moskva, og tilbage står filmmagerne og håber på, at Edward selv ser filmen.

- Jeg venter med spænding på den dag, hvor der er en YouTube-kommentar med ordene: "Hey drenge! I har gjort et godt stykke arbejde i at genskabe mig", fortæller Edwin Lee.