Omstridt lægelov er vedtaget

16x9

Folketinget har vedtaget den lægelov, der skal fungere som indgreb i konflikten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger.

De praktiserende læger er så utilfredse med loven, at de har truet med at aflevere deres ydernumre. Praktiserende Lægers Organisations repræsentantskab vil på lørdag tage endelig stilling til, om de vil aflevere lægernes ydernumre.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) mener, at vedtagelsen af loven sender forhandlingsbolden videre til de praktiserende læger og regionerne, og Astrid Krag tror på en aftale i stedet for konflikt til efteråret.

De optimistiske toner lyder, fordi den nye lov ifølge ministeren tager højde for en række ønsker fra lægerne, der blandt andet vil undgå detailstyring fra Christiansborg.

- Jeg har kunnet høre på lægerne, at det er vigtigt, at aftalesystemet bevares. Jeg forventer derfor, at lægerne nu går ind til forhandlingsbordet og går i lag med at forhandle en god aftale for almen praksis fremover, siger Astrid Krag til Ritzau.