Superstudent vil gå på månen

Den 19-årige Naja Nørgaard Nielsen blev i dag student fra Borupgaard Gymnasium med et snit de færreste af os kun kan drømme om. Med sig på eksamensbeviset fik Naja nemlig hele 30 12-taller.

- Jeg er meget stolt. Jeg har bevist, at jeg kunne sprænge skalaen, sagde Naja Nørgaard Nielsen til tv2.dk kort efter hendes fysiklærer havde givet hende huen på.

Naja Nørgaard Nielsen sluttede af med et af sine yndlingsfag - fysik.

- Jeg kom op i basal el-lære, og det sad bare på rygraden, så jeg var ret overbevist om, at jeg ville få det 12-tal.

Vil studere rumteknologi og geofysik
Når Najas karakter kan ende på hele 13,3, så er det fordi, hun har haft hele fem fag på A-niveau istedet for de obligatoriske fire. Altså ender hendes snit på 12,4. Det tal skal så ganges op med 1,08, fordi hun søger direkte ind på universitetet efter sommerferien.

Her håber Naja, at hun skal studere rumteknologi og geofysik på Danmarks Tekniske Universitet - et studie som det faktisk ikke kræver et specielt snit for at blive optaget på.

- Min drøm er at komme til månen. Men først skal jeg på universitetet, smiler 19-årige Naja.

Vi er umådeligt stolte af hende
Og det var nogle tydeligt stolte forældre, der i dag kunne lykkeønske deres datter.

- Det er klart, at vi er umådeligt stolte af hende, siger Najas far, Flemming Hansen, til tv2.dk.

Også gymnasiets rektor, Thomas Jørgensen, er stolt af sin dygtige elev.

- Jeg er superglad på hendes vegne. Så godt klarede jeg mig ikke, da jeg blev student. Men det er rart at se, at nogen er så glad for at lære, som Naja er.

Naja Nørgaard Nielsen skal i eftermiddag fejre det flotte resultat med sin familie og venner.