Hver 10. bolig damper af gift

16x9

Bor du i et hus fra 1950'erne, 60'erne eller 70'erne, er der stor risiko for, at du bliver udsat for miljøgiften PCB.

Det skriver ingeniørernes netmedie, ing.dk.

I en stor rapport, som Energistyrelsen og Miljøstyrelsen har fået foretaget, viser det sig, at grænseværdierne for giftstoffet er overskredet i op mod 62.700 boliger.

- Så høje koncentrationer i f. eks vægge eller gulve er et klart fingerpeg om, at man har et problem. Materialerne bør indsamles i en fart. De er farlige at røre ved og lækker PCB ud i miljøet, siger en af rådgiverne bag rapporten, professor og ekspert i PCB Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut til ing.dk.

Brugt på skoler og sygehuse
PCB står for Polyklorerede bifenyler, og er en gruppe olielignende industrikemikalier, der er både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Også leveren, immunsystemet og centralnervesystemet kan blive påvirket.

Dampene fra PCB kommer blandt andet fra betongulve, linoleumsgulve, vandrør og vinduer.

Udover boliger er PCB blevet brugt i mange offentlige byggerier såsom skoler og sygehuse. Giftstoffet blev forbudt i de fleste anvendelser i 1976