Mystisk drabssag for retten: Hvorfor blev kendis-pusher likvideret

16x9

Det var ikke et uheld, men en iskold og målrettet likvidering.

Så meget ligger fast, når Retten på Frederiksberg i dag indleder sagen mod en 34-årig mand med relationer til Hells Angels.

Den 34-årige er tiltalt for at have dræbt kendis-pusheren Andreas Dybdahl i hans hjem på Rentemestervej i København 6. marts i fjor. Drabet skete omkring kl. 06.40 - og Andreas Dybdahl, der var kendt kokainpusher i Københavns jetset-miljø, blev myrdet på klos hold med flere skud i hovedet.

Andreas Dybdahl var manden, der leverede den kokain, som i 2010 skulle kostede Rigmor Zobel en bøde på 20.000 kr.

Han var også kendt for sit nære venskab med rapperen Jokeren, der endda lod ham medvirke i musikvideoen 'Godt taget' fra 2008.

Motiv endnu uklart
Motivet til drabet er endnu uklart, men anklageskriftet mod den 34-årige antyder, at hans og Andreas Dybdahls formodede narko-transaktioner kan have med sagen at gøre.

I hvert faldt fremgår det af anklageskriftet, at de to indbyrdet har pushet både hash og kokain.

Således er den 34-årig ud over mordet på Andreas Dybdahl tiltalt for at have overdraget ikke under 400 gram kokain til kendispusheren i de to måneder op til drabet.

Han er også tiltalt for sammen med Andreas Dybdahl og en tredje at have været med til at indsmugle ikke under 25 kilogram hash i måneden op til drabet.

Det har tidligere været fremme, at Andreas Dybdahl havde narkogæld. Ifølge et vidne i sagen har gælden på et tidspunkt været op mod 400.000 kr.

På drabstidspunktet skulle gælden dog højst have været en tiendedel, har vidnet forklaret.

Det er endnu uvist, om gælden har relation til drabet.

Den 34-årige nægter sig skyldig.