Ekspert dumper CPR-system: Det kan slet ikke bruges

_ Det er overhalet af udviklingen, skoser ekspert, når snakken falder på CPR_registret

Tidligere i dag kunne tv2.dk fortælle historien om Henriette Thiim, der via identitetstyveri er blevet frarøvet penge.

Ved hjælp af hendes stjålne sygesikringskort og kørekort er det lykkedes en eller flere personer at købe varer for flere hundredetusinde kroner i Henriettes navn.

Nu dumper ekspert det danske system med CPR-numre, der bruges som dokumentation for, hvem man er.

- Det kan slet ikke bruges i en digital tidsalder. Det er overhalet af udviklingen, siger Frederik Kortbæk, persondataekspert hos FK-Consulting, til TV 2 Nyhederne.

Henritte Thiim blev en dag overrasket af nogle store regninger.

- Det begyndte med, at jeg fik et brev fra TDC med et SIM-kort, jeg skulle have købt. Jeg troede først, at brevet var kommet forkert, men det var mit navn, der stod på.

- Dagen efter fik jeg så et brev fra Ide Møbler med en følgeseddel på nogle møbler, som jeg selv skulle have afhentet hos dem, fortæller Henriette Thiim.

På noge af papirerne kunne Henriette Thiim se, at hendes kørekort og sygesikringsbevis var blevet brugt. Nu håber hun, at man i fremtiden får mulighed for at lukke for sit CPR-nummer på samme måde, som man lukker for sit Dankort.

- Jeg håber i sidste ende, man kan få indført et system i Danmark, hvor man kan få spærret sit identitetskort så effektivt, som man kanspærre sit MasterCard... det andet her kan jo ikke lukkes, siger Henriette Thiim til TV 2.

En anden mulighed er at gøre som i Tyskland og indføre et borgerkort - et forslag, der deler politikerne. Hør deres holdning og se hele sagen i indslaget fra TV 2 Nyhederne her ovenfor.