De fleste tyrkere støtter Erdogan

16x9

Kun en fjerdedel af tyrkerne støtter demonstranternes aktioner i Gezi_parken i Istanbul

Selvom Istanbuls gader tilsyneladende svømmer over af utilfredse tyrkere i disse dage, viser en frisk undersøgelse fra landets socialforskningsinstitut (Andy-Ar), at kun en fjerdedel af tyrkerne støtter demonstranternes aktioner i Gezi-parken i Istanbul.

Andy-Ar har onsdag offentliggjort undersøgelsen, hvor tyrkerne er blevet spurgt: Støtter du aktionerne i Gezi-parken?

Af de adspurgte har 24,3 procent svaret ja, mens 52,5 procent har svaret nej. Kun 7,5 procent ønsker en fortsættelse af protesterne.

De seneste dage har de tyrkiske myndigheder skærpet både retorikken og den fysiske indsats mod demonstranterne, som har været i gang i 13 dage.

På spørgsmålet om, hvilket parti den adspurgte vil stemme på næste gang, svarer 49,6 procent, at de vil sætte kryds ud for AKP, som er premierminister Recep Tayyip Erdogans regeringsparti.

23,3 procent vil støtte det sekulært orienterede oppositionsparti CHP.

Gezi-parken har været centrum for demonstranternes aktioner siden torsdag for to uger siden.

Demonstrationerne startede som protest mod, at Gezi-parken skal nedlægges og bebygges. Siden har demonstrationerne i vid udstrækning handlet om at få Erdogan og hans konservative regering til at træde tilbage.