Venstre: Ingen asyl til whistleblower

16x9

Edward Snowden skal ikke tilbydes asyl i Danmark.

Sådan lyder meldingen fra Venstre, efter at Enhedslistens Stine Brix tidligere i dag har opfordret Danmark til at tilbyde en af de mest omtalte og omdiskuterede personer lige nu at slå sig ned i Danmark.

Sagens hovedperson, den 29-årige amerikaner Edward Snowden, stod i går frem og erkendte, at han står bag den opsigtsvækkende lækage af en række tophemmelige dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, der dokumenterer efterretningstjenestens massive overvågning på nettet.

Grotesk
De lækkede dokumenter har foruroliget Venstres IT-ordfører Michael Aastrup Jensen.

- Sagen er helt grotesk, og jeg er forfærdet over de her afslørende dokumenter. Jeg mener, at et samlet EU må sige klart fra overfor det her hemmelighedskræmmeri fra USA's side. Og hele den her overvågningstendens vi har set, vender jeg mig stærkt imod. Jeg har den holdning, at privatlivets fred skal accepteres, når man er kunde hos eksempelvis sociale medier som facebook eller når man bruger Google.

Alligevel mener Venstre-ordføreren ikke, at Danmark skal tilbyde asyl til Snowden, der lige nu lever i skjul i Hong Kong, og som efter alt at dømme vil blive begæret udleveret af USA.

- Når jeg siger nej til, at han skal have asyl i Danmark, så er det fordi, at lige meget hvordan man vender og drejer det, så skal man stå til ansvar for sine handlinger, hvis man har begået alvorligt lovbrud. Det er vigtigt, at vi respekterer retssystemet hos en af vores tætteste allierede, USA, siger Michael Aastrup Jensen.

Tætte allierede
På den ene side er du glad for, at de her dokumenter er blevet lækket, og understreger, at det er en meget vigtig debat. På den anden side mener du ikke, at Danmark bør hjælpe den person, der står bag. Er det ikke lidt dobbeltmoralsk?

- USA bør efter amerikansk lovgivning finde ud af, om eller hvordan han skal straffes. Det vil jeg ikke blande mig i.

Er det fordi, du er bange for, hvilke konsekvenser det ville få for USA's samarbejde med Danmark, hvis vi valgte at hjælpe en person, som de ønsker at strafforfølge?

- Nej, jeg er ikke nervøs for, om USA så vil lægge os på is, som Indien gjorde i sagen med Niels Holck. USA agerer mere fornuftigt end det. Det vigtige for mig er, at det her er en af vores tætte allierede, og vi må acceptere, at deres retssystem tager sig af den her sag.

Socialdemokraternes ordfører Trine Bramsen meddeler, at hun ikke ønsker at kommenterer på personsager.