Derfor gemmer Snowden sig i Hong Kong

16x9

Det har givet anledning til en del undren, at 29-årige Edward Joseph Snowden har valgt Hong Kong som sit gemmested i kølvandet på sit læk af en række fortrolige efterretnings­dokumenter.

Men ifølge den britiske avis The Guardian er der en ganske særlig grund til det.

For selv om Hong Kong og Kina hverken er tilbøjelige til at tilbyde Edward Joseph Snowden permanent opholdstilladelse eller asyl, så gør en relativt ny dom, at Hong Kongs asylsystem reelt er sat ud af kraft.

Og det kan Snowden udnytte til at købe sig værdifuld tid.

I årevis har Hong Kong nemlig overladt ansvaret for asylansøgningerne til FN, skriver The Guardian, men den seneste dom har afgjort, at denne praksis ikke længere er tilladt. I stedet har Hong Kong siden marts måned i år selv skulle stå for håndteringen af ansøgningerne - en opgave, som myndighederne på ingen måde er klar til at stå for.

- Der er ikke noget system på plads til at implementere den retslige afgørelse endnu. Og indtil det er på plads, vil personer med et kvalificeret grundlag for at ansøge ikke kunne smides ud, forklarer Simon Young, direktør på den juridiske del af universitet i Hong Kong, til The Guardian.

Det er ikke til at sige med sikkerhed, hvor lang tid han kan blive i Hong Kong, forklarer Nicholas Bequelin fra Humans Rights Watch.

- De endelige udfald bliver ikke, at han kan tilbringe sit liv i Hong Kong, men han har en form for sikkerhed for, at der være en retslig afgørelse, forklarer han til The Guardian.

Tidligere har Edward Joseph Snowden givet udtryk for, at han ville ansøge om asyl i et land, der delte hans værdier (Island har været nævnt som mulighed, red.), men Islands ambassadør i Beijing har afvist, at han kan få lov til at søge fra udlandet.

Dokumenterne, som Edward Joseph Snowden har lækket til Washington Post og The Guardian, er med til at afsløre, hvordan amerikanske efterretningsbureauer som NSA og FBI aflytter millioner af mennesker verden af og indhenter private informationer fra de største internetgiganter, f.eks. Google, Apple og AOL.