Læger slår alarm: Spis ikke opdrættet laks

16x9

De forurenende stoffer, der er fundet i laksen, har negativ effekt på hjernens udvikling

Skal der fisk på bordet, så er laksen blandt den mest foretrukne i de danske hjem.

Men noget kunne tyde på, at det ikke er det klogeste valg. I hvert fald ikke, hvis du er kvinde, ung eller barn.

Norske læger og professorer mener nemlig, at netop denne gruppe bør holde sig langt væk fra den opdrættet laks.

- Jeg anbefaler ikke gravide, børn eller unge at spise opdrættet laks. Det er for usikkert, både hvor mange giftstoffer laksen indeholder, og hvordan disse stoffer påvirker børn, unge og gravide, siger speciallæge Anne-Lise Bjørke Monsen ved klinisk institut på Haukeland Universitetssygehus til den norske avis VG.

Hun påpeger, at den type af forurenende stoffer, der er fundet i opdrættet laks, har en negativ effekt på hjernens udvikling og er forbundet med autisme, ADHD og nedsat IQ.

Bjørke Monsen får støtte fra sin kollega Bjørn Bolann, der er læge og professor i medicin.

- Forurenende stoffer er over alt. Vi får dem, om vi vil det eller ej. Men det handler om at spise mindst muligt af dem, siger Bolann, og spørger sig selv, hvorfor producenterne i det hele taget er nødt til at producere laks med toksiner.

Opdrætsbranchen forstår dog ikke helt lægernes bekymring.

- Vi må tage disse oplysninger til efterretning. Men på baggrund af myndighedernes konklusioner, så er det sundt for alle at spise opdrættet laks. Det handler om balance, siger Henrik Stenwig, der direktør for helse og kvalitet i norske Fiskeri- og havbruksnæringens landsforening.