MEGAFON: 29 mandater til Khader

16x9

Ifølge MEGAFON står det nystiftede parti, Ny Alliance, til 29 mandater.

Naser Khader står i dag til at slå det historiske jordskredsvalg i 1973, der sendte Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet i Folketinget med 28 mandater. Skidt-pyt ... Ny Alliance står i den nye MEGAFON-måling for TV 2 til 29 mandater.

Af Rasmus Nielsen

Efter månders kedsommelig stilstand i meningsmålinger har Naser Khaders nye parti gjort det: Sendt vælgerne i skred.

Ikke bare står Ny Alliance i den netop opgjorte MEGAFON, indsamlet i dag, til sensationelle 29 mandater.

Khaders initiativ er også en ren knock out til Venstre, der i dag mistede sin første profil i form af folketingsmedlem Leif Mikkelsen til Ny Alliance. Venstre står i dag kun til 39 mandater (21,7 pct.), hvilket er betydeligt under valgresultatet i 2005 og noget efter Socialdemokraterne.

Venstre går 7,0 pct. tilbage på to-tre dage og har dermed mistet hver fjerde af sine vælgere.

Bemærkelsesværdigt præsterer Dansk Folkeparti nærmest at gå frem i denne uge til 12,5 pct. af stemmerne (22 mandater).

Flertalsmuligheder i dette indtil videre fiktive nye Folketing?

VKO får kun 75 mandater - dur ikke

VK-Khader da? 82 mandater - dur ikke

VKO-Khader? Ja, flertal med 104 mandater

Hvad så med VK-Khader og De Radikale?
Tja, bum, bum, dette blå firkløver kan mønstre 88 mandater. Med hjælp fra halvdelen af de nordatlantiske mandater er der flertal.

R nærmer sig spærregrænsen
I MEGAFONs hovedkvarter på Frederiksberg kunne direktør Asger H. Nielsen gøre de markante tal op med disse kommentarer:

"Det er mere end 15 år siden, at jeg har set så stort et skred. Vi skal, som I nævner, helt tilbage til valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet kom ind.

Vi er nu en situation, hvor De Radikale skal se mod spærregrænsen - det er overraskende. Det er også bemærkelsesværdigt, at et nyt parti kan tage stemmer fra Venstre og De Radikale på samme tid.

Foreløbig bygger styrken på sympati på tre stiftere, fornyelse i dansk politik - der opfattes som tiltrængt - skatteudspillet og holdningen til DF på flygtninge området. Så længe Ny Alliance ikke af medierne bliver afklaret klare svar, tror jeg på, at vælgerne vil blive. Det ser ud som om, der meget nemt kan komme konflikter, i det der er så mange forskellige - og modsat rettede - grunde til, at man vil stemme på Ny Alliance," siger altså MEGAFON-direktøren i sin kommentar til TV 2|Politik.

NA-vælgere peger på Fogh
Dagens måling viser i øvrigt, at blandt Ny Alliances vælgere er der 48 pct., der foretrækker Anders Fogh Rasmussen som statsminister, mens kun 24 pct. foretrækker S-formanden Helle Thorning-Schmidt.

Blandt alle adspurgte vælgere under ét foretrækker man stadig Anders Fogh som statsminister (49 pct.) mod 37 pct., der foretrækker Helle Thorning-Schmidt.