Forfattere: Her er den bedst skrevne tv-serie

16x9

"Sopranos" er den bedst skrevne amerikanske serie nogensinde. Det mener i hvert fald Writers Guild of America (WGA), der er en amerikansk fagforening for manuskriptforfattere for både film og serier.

- Intet show har været mere ansvarlig for tv-historiefortællingens renæssance, siger Paul Brownfield fra WGA i forbindelse med offentliggørelsen af en liste over de 101 bedst skrevne tv-serier i USA, som WGA står bag.

Det er kollegerne og manuskriptforfatterne i WGA, der har givet topplaceringen til fortællingen om mafiabossen i New Jersey, Tony Soprano, og de problemer han kommer ud for i forsøget på at balancere både privatliv og livet i hans kriminelle organisation.

På andenpladsen ligger komedieserien "Seinfield", der var på skærmen i USA gennem det meste af 90'erne.

På tredjepladsen ligger "The Twilight Zone", der er den eneste serie i top-10, der er ældre end fra 1970.

Blandt de 10 bedst placerede ligger blandt andet også de i Danmark populære serier "M*A*S*H", "Mad Men", "The Wire" og "The West Wing", eller "Præsidentens Mænd", som den hed, da den kom til Danmark.

Den animerede fortælling om den noget anderledes familie "Simpsons "ligger lige uden for top-10, mens kæmpehittet "Venner" må nøjes med en plads som nummer 24.

David Lynchs kultserie "Twin Peaks" fra 1990 om FBI-agenten Dale Cooper, der kommer til den lille by Twin Peaks for at opklare mordet på den unge og plagede teenager Laura Palmer blev nummer 35.

Hele listen med alle 101 kan læses på WGAs hjemmeside www.wga.org.

/ritzau/AFP