Svend Åge Hansen har 16 børn

Blodets Bånd: Far drak og mor så på. En hel familie kan ikke huske, hvorfor børnene blev tvangsfjernet. Men kærligheden lever stadig

Svend Åge Hansen har 16 børn. Men det er ikke dem, hans yngste datter Christina vil tale om.

Hun vil tale om dengang, hun blev tvangsfjernet, om familiens kollektive hukommelsessvigt og om den kærlighed, hun stadig søger hos sin far - selvom hun kommer fra et hjem med alkohol, vold og en mor, der løste kryds og tværs i stedet for at beskytte sine børn.

Svend Åge var en nemlig god far, når han var ædru. Det var han bare ikke så tit.

- Der er mange ting, jeg ikke kan huske. Min hjerne sætter en klap ned. Men jeg kan huske, at vi bor ved Als, da jeg er en tre-fire år gammel. Det er sommer, og jeg løber med en rød barnevogn. Så kommer der et kæmpe hul i vejen. Barnevognen ryger ned og jeg ryger oveni, og jeg slår mig, det bløder fra knæet. Det bløder rigtig meget, og min far trøster mig. Virkelig, så jeg kan mærke, at det er far-trøst. Det er far-kærlighed. Jeg kan mærke, at far ikke er fuld, far er ikke påvirket på nogen måde. Selvfølgelig har far fået nogle øl, det har han da, men han er klar, siger Christina med et lille smil, der ikke når øjnene.

Blodets Bånd
Hun siger, at hun er nervøs, men hendes lyseblå blik viger ikke. Og hun ryster ikke på hænderne, selvom hun har bidt sine negle og dækket armene med lange ærmer.

Christina er 19 år gammel, og hun er hovedperson i den nye dokumentarfilm 'Blodets Bånd', der med støtte fra Det Danske Filminstitut og TV 2 vil blive vist i 50 danske biografer på Fars Dag den 5. juni.

En dokumentarfilm i spillefilmslængde, som Christina selv håber vil vække genklang på Christiansborg og hos de kommunale medarbejdere, der aldrig gav hende den støtte, hun havde brug for.

Overgreb på overgreb
Som ikke forstod, at der var noget helt galt i familien Hansen - selvom Svend Åge var karismatisk, charmerende og medlem af skolens bestyrelse.

Og da familiens fire børn endelig blev tvangsfjernet, var det også et overgreb, mener Christina i dag.

- Det kan godt være, vi blev tvangsfjernet, fordi min far drak og min mor ikke turde gøre noget, men når man så kommer hen til en plejefamilie, hvor de selv drak, så mister man lidt troen på det hele, siger Christina.

Alkohol og fortrængte minder
Filmen begynder i 2008, da Christina er 13 år gammel. Det er en film om Svend Åges yngste fire børn, der vokser op med en alkoholiseret far - en historie om børn, der fjernes fra hjemmet som små, og som vender tilbage som teenagere, uden forældrene har ændret sig spor.

Ikke en nomadefamilie, der er flyttet fra kommune til kommune - men en familie, der alligevel lavede sine egne regler.

Familien med den altid opmærksomhedssøgende far i spidsen kan bare ikke huske noget. Et kollektivt hukommelsessvigt er trådt i stedet for ægte minder - og familien tror selv på en historie om, at børnene blev tvangsfjernet, fordi et nært familiemedlem påstod, at de blev slået.

- Den lede møgkælling, siger Svend Åge Hansen i filmen.

En af for mange
Ifølge Sundhedsstyrelsen er 140.000 danskere så afhængige af alkohol, at de har et tvangsmæssigt ønske om at drikke, selvom alkoholen skader dem.

Svend Åge Hansen er en af dem - og ligesom andre alkoholikere skader han ikke kun sig selv - han skader også sin familie.

I sin higen efter fars kærlighed har Christina mange gange foreslået, at de to drak sig fulde sammen - og selvom hun kun er 19 år gammel, har hun allerede fire år som misbruger bag sig.

Misbrug
- Alkohol, stoffer, alt muligt, siger Christina, der har kæmpet en hård kamp for ikke at gå ned af samme vej i livet, som hendes far har taget.

- Jeg drikker simpelthen ikke mere. Jeg kan da godt sidde og tage en enkelt øl, og jeg kan også tage to og tre. Men jeg drikker mig aldrig fuld, og jeg går ikke i byen. Jeg synes, det er spild af tid, og det er spild af mit liv. Jeg har haft nok af det her alkohol, og jeg har ikke lyst til selv at leve sådan, siger Christina og holder en lille pause.

- Jeg ved godt, at det er normalt som ung, at man skal ud og feste, og man skal i byen, og så skal man bare være så fuld, at man ikke kan huske noget som helst. Jeg har bare set så meget af det her, at det gider jeg ikke. Mit liv er for kort. Jeg vil i gang med en uddannelse og vise alle dem, der sagde, at jeg var for dum, at det er jeg ikke, siger hun.

En kasse fuld af svigt
For at hjælpe sin datter - og for at få sin egen hukommelse på gled - søger Svend Åge i 2012 aktindsigt hos Hadsund kommune. Han er overbevist om, at kommunens papirer én gang for alle kan bevise overfor Christina og resten af verden, at tvangsfjernelsen var en fejl. Men da posten kommer med en stor kasse fyldt med papirer om Svend Åge og hans mange børn, viser det sig, at familiens hukommelsessvigt nok har en årsag.

- Frygt. Det kommer af frygt. Jeg ved, at mit eget hukommelsessvigt har en stor del med frygt at gøre, siger Christina og taler om ting, hun hverken har lyst til at huske - eller høre gengivet i medierne.

For samtidig med, at Svend Åge var god til at bage kager og iscenesætte sig selv som alle festers populære midtpunkt, så var der også vold i familien.

Ud over misbruget af alkohol og stoffer.

Ikke nødvendigvis slag med knyttede næver, men hårde klask for med for eksempel flad hånd, når børnene havde gjort noget, de ikke måtte. Og vold mod børnenes mor.

- Klask, siger Christina. Og så holder hun en pause.

Minderne presser på
- Jeg kan komme til at tænke på noget, der er sket for ti år siden, og så kommer det tilbage som i et deja vu. Det kan være noget, jeg ser i tv, om en mand, der slår en kvinde - eller en kvinde, der slår en mand. Eller børn. Alt sådan noget. Selvom jeg nu prøver at se positivt på det, er der dage, hvor det hele er sort og svært at overskue. Men jeg giver aldrig op. Jeg kommer altid op på hesten igen, siger Christina uden at blinke.

I dag bor familien Hansen spredt ud over hele Jylland. Svend Åge og Christinas mor er skilt efter 28 års turbulent ægteskab - og Christina og hendes søskende kæmper for at bryde den sociale arv, som daværende formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, har beskrevet som "Det normløse UnderDanmark".

Christina mener også, at Svend Åge nu forsøger at gøre op med sin egen kærlighedsløse barndom.

- Han har ændret sig på sine gamle dage. Han forsøger at være der for os børn. Han passer min storebror Benjamins børn en gang om ugen og den slags. Så jo, han er jo også en kærlig far, siger Christina.

Tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, mener, at den nye dokumentarfilm giver et unikt blik ind i en verden, hvor tusindvis af danske børn hver eneste dag oplever svigt.

Fra både familier og det offentlige sikkerhedsnet, der har alt for store masker.

- Den her film er så vigtig, fordi den viser, hvorfor den negative sociale arv er så svær at bryde. Objektivt gør kommunen alt det, den skal - men alligevel fører børnene arven videre. Det er en fortælling om et system, der ikke slår til, og om en familie, hvor forældrene manipulerer børnene ind i en næsten ubrydelig loyalitet, siger Lisbeth Zornig Andersen til tv2.dk.

Arven førers videre
Hun kommer selv fra en familie, hvor den sociale arv var tyngende - og i filmen ser hun en verden, hun kender alt for godt.

For Svend Åge er også en mand, der selv kæmper med en barndom fuld af svigt.

Familien Hansen har ikke set filmen 'Blodets Bånd' sammen. Det sker for første gang til forpremiere i biografen i Hadsund 4. Maj.

Christina er nervøs for, hvordan hendes far vil reagere.

- Jeg vil ind til ham. Jeg vil have den farkærlighed, som jeg går og søger. Som jeg har søgt i 100 år. Kommer jeg til at træde ved siden af og han bliver sur, så mister jeg ham, siger hun.

Har du selv erfaringer med blodets stærke bånd, eller har du kommentarer til emnet, så skriv dem længere nede i artiklen eller deltag i debatten på Facebook.