Jønsson: Khader scorer på ægthed

16x9

Ny Alliance fanger tidsånden, mener ekspert i politisk kommunikation, Rasmus Jønsson

Med sin ægthed og evne til at fange tidsånden kan Naser Khaders nye parti komme i Folketinget og sikre sig en afgørende stemme i dansk politik, vurderer Rasmus Jønsson, RUC, efter præsentationen af Ny Alliance.

Af Rasmus Nielsen

Naser Khaders nye parti Ny Alliance har en lovende politisk fremtid. Ikke så meget på grund af sit politiske program men i kraft af lederens ægthed.

Det vurderer ekspert i politisk kommunikation Rasmus Jønsson, RUC, efter at han overværede et kort pressemøde med det nye parti i dag på Christiansborg.

"Med sin ægthed sælger Naser Khader billetter. Han fanger tidsånden blandt mange vælgere, når han slår på, at der ikke er plads til at mene noget mere. Han så at sige tør, hvor andre tier," siger Rasmus Jønsson til TV 2|Politik.

Han er på den baggrund ikke i tvivl om, at Ny Alliance vil klare spærregrænsen, når valget kommer:

"Ja, og når bare partiet kommer ind med få mandater, kan Ny Alliance få en væsentlig rolle i dansk politik. Naser Khader er andet og mere end en god retoriker. Han fremstår med lederevner på linje med en Helle Thorning-Schmidt. Han har en naturlig og afslappet væremåde, som mange godt kan lide."