TV: Voldsomme gadekampe i Stockholm

Voldsomme uroligheder forsatte natten til tirsdag i Stockholm-forstaden Husby.

Mindst fire blev anholdt natten til tirsdag, hvor unge angreb brandvæsenet, når brandfolkene forsøgte at slukke de antændte brande.

Urolighederne i bydelen, hvor mere end tre fjerdedele af befolkningen har indvandrer-bagrund, har stået på to aftener i træk, hvor 50-100 unge har været i kamp med politiet.

Natten til mandag blev der sat ild til adskillige biler, et vaskeri, en skole og en parkeringsgarage. Natten til mandag blev der igen sat ild til adskillige biler.

- Problemet er, at de kaster sten mod brandbilerne også, ligesom de stjæler brandslangerne. Vi må forsøge at sprede dem, inden brandbilerne kommer frem.En del af de unge er kun 12-13 år, mens andre er ældre, og vi har også set en del voksne kriminelle deltage," siger en talskvinde for politiet i Stockholm.

Det er uklart, hvad der er årsag til urolighederne. Svensk politi siger, at man ikke er sikker på, hvad der ligger bag. Men svenske medier skriver, at optøjerne udspringer i vrede og hævntørst efter politiet i sidste uge skød og dræbte en 69-årig mand i kvarteret. Manden gik rundt i kvarteret og svingede med en machete - og episoden endte altså blodigt med, at politiet dræbte den 69-årige.

Mange kommentatorer siger imidlertid, at uroen også skyldes socialt forfald og manglende satsning på uddannelse. Sveriges justitsminister, Beatrice Ask, betegner situationen i Husby som alvorlig. Hun mener, at det vigtigste på kort sigt er, at politiet får kontrol over området og skaber ro, hvorefter politikere og myndigheder må drøfte årsagerne.