Den døde soldats navn er frigivet

16x9

Forsvaret har frigivet navnet på den danske soldat, der i aftes døde af de kvæstelser han søndag pådrog sig under kamp i Afghanistan. Premierløjtnant af reserven Steen Rønn Sørensen fra Danske Artilleriregiment blev 24 år.

Steen Rønn Sørensen startede som værnepligtig i 2001 og blev udnævnt til løjtnant den 1. april 2003.

Han blev hjemsendt som premierløjtnant af reserven den 1. juli 2003.
Udsendelsen til Afghanistan den 12. februar 2007 var hans første internationale mission.

Soldaten var søndag sammen med sin enhed på vej fra Camp Bastion til det område, hvor Operation Silicon skulle starte mandag morgen. Midt på dagen blev de danske soldater beskudt med håndvåben og panservåben. Danskerne besvarede ilden, og kampen varede i flere timer.

Soldaten blev ramt i nakken og blev behandlet af sine kammerater på stedet, hvorefter han blev evakueret med helikopter til felthospitalet. Her blev det besluttet, at han skulle flyves hjem til behandling.

Tirsdag omkring middagstid ankom soldaten til Rigshospitalet, men lægerne måtte konstatere, at hans liv ikke kunne reddes.

Steen Rønn Sørensen efterlader sin mor og far samt en ældre bror.