Pas på: Disse madvarer kan kvæle dit barn

16x9

Gulerødder, nødder og andre hårde fødevarer kan være livsfarlige for dit barn

Gulerødder, nødder og andre hårde fødevarer kan være livsfarlige for dit barn.

Spises de rå, så bør de forsynes med en advarsel om, at de ikke skal gives til børn under tre år.

Sådan lyder anbefalingen fra læger på Aarhus Universitetshospital, der har gennemgået de seneste års journaler fra børn, der havde fået fremmedlegmer galt i halsen. Nødder og rå gulerødder er synderen i over halvdelen af tilfældene, viser undersøgelsen.

Barnet skal lære at tygge - under opsyn
Sundhedsplejerske og stifter af netsundhedsplejerske.dk, Helen Lyng Hansen, fortæller til tv2.dk, at det dog ikke er ensbetydende med, at små børn helt skal holdes væk fra fødevarer, som skal tygges.

- Børn skal lære at tygge og træne deres mundmotorik. Når barnet er omkring otte måneder, har det en naturlig lyst til at tygge, smage og putte ting i munden. Og det skal man selvfølgelig udnytte, siger Helen Lyng Hansen.

Det er dog vigtigt, at man holder sit barn under skarp opsyn.

- Man skal sætte sig ned og spise med barnet. Det må ikke sidde alene.

Sundhedsplejersken fortæller, at et let ristet stykke rugbrød er et godt alternativ, når barnet skal lære at tygge.

- Det har en hård skorpe og er blødt indeni, siger Helen Lyng Hansen.

Disse madvarer bør du ikke give dit barn under tre år:

- Gulerødder. De er for hårde og dermed svære at tygge for børnene. Gulerødderne kan sætte sig fast i halsen.

- Nødder. Især peanuts, da faconen nemt kan sætte sig fast mellem spiserør og luftrør.

- Æbler. De er for hårde og dermed svære at tygge for børnene. Æblerne kan sætte sig fast i halsen.

- Popcorn. Børn tygger dem ikke. De sluger dem helt.

- Vindruer. De sætter sig nemt fast i halsen og har en sej skræl, der er svær at tygge.

- Tomater. Skrællen er sej og svær at tygge.

- Hele kerner. Svære at tygge. Hvis barnet ikke tygger kernerne godt nok, kan de komme hele ud i den anden ende. Derfor har små børn ingen glæde af de hele kerner.