DF'er i debat om lesbiske: Skal vi også kunne gifte os med dyr?

16x9

En kommentar fra Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker i Folketingssalen i dag har fået flere af hendes politiske modstandere til at reagere med forargelse.

Under debatten, der handlede om medmoderskab - altså lesbiske pars muligheder for eksempelvis adoption - spurgte Mette Hjermind Dencker Enhedslistens Pernille Skipper:

- Nu sagde fru Pernille Skipper, at med det her (lovforslag, red.) laver vi om på noget af den der gammeldags opfattelse. Det her med, at alt hvad der er forudsætningen for liv, det er jo en gammeldags opfindelse ifølge Enhedslisten. Så er jeg jo nysgerrig på at høre; Hvad er det næste, Enhedslisten vil ind og regulere? Hvad er det, som Enhedslisten mener, at her er vi altså for gammeldags med gældende lovgivning? Skal vi til at være tre eller fire i et ægteskab? Skal vi til at være tre eller fire om at dele forældremyndigheden? Skal vi til at kunne gifte os med andre end mennesker, men måske også med dyr? Hvad bliver det næste Enhedslisten har af planer?

'Jeg er målløs'
Kommentaren har straks medført heftig kritik. Socialminister Karen Hækkerup, der har stillet lovforslaget om medmoderskab, skriver på sin Facebook-profil:

- Skal vi til at kunne gifte os med dyr? Spørger DF'eren Mette Hjerrild Dencker i folketingssalen - i debatten om homoseksuelle og lovforslaget om medmødre. Hvabehar - jeg er målløs!

Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper reagerede efterfølgende på kommentaren.

- Jeg synes der mange ting, der er sagt i den her Folketingssal i dag fra Dansk Folkepartis side, som er respektløst og som vidner om en boble, som ikke har noget med den virkelige verden at gøre. Jeg er fuldstændig enig med Johanne Schmidt-Nielsen i, at hvis man tillader sig at sammenligne ægteskab med dyr med det at et barn har to mødre, så er der åbenbart kommet lidt tykkere lag omkring den boble, der omgiver den del af folketingssalen, sagde Pernille Skipper under debatten.

'Jeg sammenligner ikke noget med noget'
tv2.dk fangede Mette Hjermind Dencker på telefon efter debatten.

- For det første, så har det ikke noget at gøre med, at jeg sammenligner homoseksuelle og dyr. Det her var en måde at sætte debatten lidt på spidsen på. Enhedslisten har talt meget om alt fra kønsneutrale børnehaver til flerkoneri og så videre. Og så var det her en humoristisk måde at spørge, hvad der var det næste, Enhedslisten havde planer om.

Så du mener ikke, at du sammenligner ægteskab mellem mennesker af samme køn og ægteskab mellem mennesker og dyr?

- Jeg sammenligner ikke noget med noget.

Men er det så fordi du er i tvivl om, hvorvidt Enhedslisten reelt går med planer om at ville tillade ægteskab mellem mennesker og dyr?

- Nej, det er jo en måde at karikere det på, for at sætte tingene lidt på spidsen. Det er ærgerligt, at der er nogen, der ikke forstår det humoristiske i det.

Fortryder du, at du udtrykte dig, som du gjorde?

- Jeg ved jo godt, at det ikke var alle, der kunne se humoren, i det jeg sagde. Det er ærgerligt. Men som sagt; Det har ikke noget at gøre med, at vi sammenligner noget med noget som helst.

Du kan se debatten fra Folketingssalen ved at følge linket i boksen oppe til højre. Mette Hjermind Denckers kommentar falder omkring 14:38 inde.