Martins venner: Vi skal finde ham

16x9

De har ledt i Fælledparken. De har dykket i søerne ved Dronning Louises Bro.

Og de har trykket fingrene flade på dørklokker omkring Martin Svejgaard Helbos hjem nær Fælledvej i København, så de kunne komme ind og lede i baggårde og ved kælderrum.

Men alt har været forgæves, og 28-årige Martin Svejgaard Helbo har været sporløst forsvundet i tre døgn.

Sidste sikre spor
Ingen har med sikkerhed set ham, siden han natten mellem fredag og lørdag tog en taxa fra diskotek Bakken ved Kødbyen og blev sat af 114 kroner senere - et sted på Nørrebro.

- Vi har været inde alle de steder, vi fik lov til at komme ind. Vi tror allesammen på, at vi finder ham. Det skal vi, siger Martins bedste ven Brian Hansen, der har været ude for at lede efter sin ven over hele København.

Sammen med vennens familie har han været med til at organisere mere end hundrede venner, bekendte og velmenende hjælpere, der mandag igennem har delt løbesedler ud over hele byen.

- Nu har vi delt folk ind i grupper, som tager ud på togstationer og Metrostationer, siger Brian Hansen til tv2.dk.

En god aften
Han er selv en af de sidste, der så Martin Svejgaard Helbo fredag aften, hvor de først var til koncert i Tivoli og siden sluttede festen på diskotek Bakken på Vesterbro.

Men Martin forsvandt - uden sin jakke - og han dukkede aldrig op hos hverken sin sambo, kæresten eller de gode venner, der lørdag klokken 13 ventede på ham til en længe planlagt påskefrokost.

Klokken 01.54 gik hans telefon ud - enten fordi den blev slukket, eller fordi den løb tør for strøm.

- Der sker så meget i mit hoved lige nu. Det er nok først, når jeg kommer hjem, jeg kan tænke tankerne til ende, siger Brian Hansen.

Efterlysningen af Martin Svejgaard Helbo har bredt sig på de sociale medier - og Københavns Politi oplyser, at efterforskere har travlt med at gennemse overvågningsvideoer og undersøge mulige spor.

Vidner efterlyses
Vidner eller andre, der har oplysninger i sagen, kan kontakte Københavns Politi, efterforskningen på Station Bellehøj, på telefon 114.

Martin Svejgaard Helbo beskrives som: Dansk mand, 28 år, 178 cm høj, spinkel af bygning, blå øjne, kort mørkeblond hår, mørkt fuldskæg.

Han var iført: Bordeauxfarvet kasket med teksten "ALIS" på fronten, bordeaxfarvet bluse med teksten "ALIS" på venstre bryst, sorte bukser, sorte støvler, chrom armbåndsur, sort keyhanger.