Gidseltager har overgivet sig

16x9

Gidseltagningen på Københavns Politigård er slut. Det oplyser Københavns Politi til tv2.dk.

Gidslet er frigivet og gidseltageren er anholdt. Situationen er afsluttet, lyder det fra politiet.

Det skete kort før klokken 18, og på samme tidspunkt kunne TV 2's udsendte reporter se, at tre mænd bevæbnet med rifler forlod taget på politigården.

- Gidseltageren har overgivet sig, og ingen er kommet til skade, siger politiets talsmand.

Det frigivne gidsel har det efter omstændighederne godt - men han er rystet, oplyser politiet.

- Vi har talt løbende med gidseltageren, og situationen har løst sig ved samtale, siger politiets talsmand.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden fortæller, at det er 15 år siden, der sidst har været en gidselsituation i Københavns Fængsler - dengang var det i Vestre Fængsel.

- Jeg kan fortælle, at det stikvåben, han havde, er fremstillet i fængslet. Der er formentlig ikke tale om et indsmuglet våben, siger Peter Vesterheden.