Tragisk dødsfald: Kvalt på Jensens Bøfhus

16x9

Bøfhus i Næstved var søndag rammen om et dødsfald, da en 49_årig gæst fra Ringsted fik en bøf galt i halsen

Jensens Bøfhus i Næstved var søndag rammen om et tragisk dødsfald, da en 49-årig mandlig gæst fra Ringsted fik en bøf galt i halsen.

Han kunne ikke få vejret, og hans liv stod ikke til at redde, fortæller Presseansvarlig hos bøfhuskæden, Jens Arnborg, til tv2.dk.

- Der kommer et selskab ind, efter de har været ude at bowle. De vil gerne slutte søndagen af med et godt måltid inde ved os. De får deres mad, og en af dem får et stykke kød galt i halsen, så han besvimer. En mand fra nabobordet, en tidligere soldat, forsøger at yde førstehjælp, mens Falck bliver tilkaldt. Men der er ikke noget at gøre, og manden afgår derfor ved døden, fortæller Jens Arnborg.

- Det er meget tragisk. Men det er svært at gardere sig mod, og det kommer nok til at ske igen. Også i folks private hjem. Det er desværre noget, man oplever. Vi serverer 15.000 måltider om dagen. Og cirka halvdelen af dem er bøffer, fortæller han og understreger, at Jensens Bøfhus klæder personalet på til at hjælpe i sådan en situation.

- Det vi kan gøre er, at vi hele tiden kan sikre os, hvad vores personale skal gøre i den her type situationer. Og vi gør, hvad vi kan for at sikre os, at vores personale står så stærkt som muligt, fortæller han.

Det er ikke første gang, der er sket dødsfald på Jensens Bøfhus. I slutningen af sidste år blev en 83-årig mand kvalt i et stykke kød fra Jensens Bøfhus i Kolding Storcenter.