Janni: Mange ting er gået op for mig

16x9

Der var lagt op til en diskussion om svimlende pengesummer, da Christian Kjær og Janni Spies i dag mødtes i Østre Landsret i det første retsmøde af i alt fire i denne uge i striden om 135,6 mio. kroner.

Janni Spies har stævnet sin eksmand for at skylde hende 135,6 mio. kroner i løbet af 15 ud af de 20 år parret var gift.

Dagen startede da også med at Janni Spies advokat Eigil Lego Andersen remsede op for en tung stak bilag, som skulle dokumentere, hvordan Janni Spies adskillige gange gennem årene har betalt for Christian Kjærs forbrug og investeringer gennem millionoverførsler.

Spies havde dobbelt så stor formue som Kjær
Undervejs kom det frem, at Janni Spies rådede over en formue som var over dobbelt så stor som Christian Kjærs, da de to indgik ægteskab i 1988 og hver især fik særeje. Janni Spies havde på daværende tidspunkt en formue på 737 mio. kroner, bl.a. i Spies-aktier, mens Christian Kjær havde 311 mio. kr. bl.a. i aktieposter fra FLSmidth.

Da Janni Spies blev gift med Christian Kjær, blev han ikke blot hendes ægtemand, men overtog også rollen som rådgiver og advokat for hende. Hidtil havde Janni Spies bror Leif Brodersen været administrator for sin søster og det kom til gnidninger mellem broderen og ægtemanden.

Således blev der læst højt fra et brev fra Christian Kjær til Leif Brodersen:

'Kære Leif, vores forhold har i lang tid været spændt. Du kan en skønne dag være skyld i, at Janni og jeg går fra hinanden, hvilket også vil få konsekvenser for Michala (parrets datter, red.).'

Leif Brodersen forlod Spies koncernen i forbindelse med at Christian Kjær indtrådte i koncernen i 1992, hvor han siden blev bestyrelsesformand i 1993.

Et fly og et caribisk eventyr
Over de følgende år betalte Janni Spies adskillige millioner kroner, dels til parrets ekstravagante livsstil, men også udbygning af parrets hjem Sandbjerggård, en hest, et fly og en kontantgave på 15 mio. kroner til Christian Kjær. Desuden har Janni Spies investeret i endnu en bolig på 300 m2 på samme vej som Sandbjerggård, hvor parrets chauffør, barnepige og husbestyrerinde bor. Derudover har Janni Spies på råd fra Christian Kjær købt endnu en naboejendom og solgt den dertilhørende jord til Christian Kjær til en pris i underkanten af markedspris. Også en investering i et ferieresort på den caribiske ø Great Sankt James overførte Janni Spies penge til.

I det hele taget overførte Janni Spies fra 1990 og i årene frem betragtelige beløb til Christian Kjær. Det største beløb på 22, 9 mio. kroner. Janni havde en fordel ved at være sambeskattet, men som hun afgav til Christian Kjær, som således opnåede skattebesparelser for millioner. Beløb som dog aldrig blev udlignet til fordel for Janni Spies, lød det fra hendes advokat.

Gav hinanden biler
Siden blev det Janni Spies tur til at vidne. Efterfølgende sagde hun til de fremmødte journalister, at hun slet ikke var forberedt på at hun skulle vidne i dag.

Her fortalte hun om det ansvar hun fik, da rejsekongen Simon Spies døde 11 måneder efter deres bryllup og efterlod hende som enearving til Spies-koncernen. En arv hun først blev klar over i timerne efter Simon Spies død.

Under afhøringen skulle Janni Spies gøre rede for hvilke former for gaver, hun og Christian Kjær udvekslede under deres ægteskab.

Bl.a. gav Janni Spies sin mand for 50.000 kroner Ericssonaktier i anledningen af parrets bryllupsdag i 2002. En anden gang gav hun ham en Mercedes, mens han gav hende en BMW.

Adgang til alle papirer
Efter parret blev gift, gav Janni Spies sin mand adgang til alle hendes papirer:

- Vi var en familie og ventede barn sammen. Det var naturligt for mig, forklarede Janni.

- Der er mange ting, der først er gået op for mig, efter vi er blevet skilt. Jeg har ikke set de breve til min bror før efterfølgende," sagde Janni Spies og henviste til opgøret mellem hendes mand og hendes bror Leif Jørgensen.

Christian siger på et tidspunkt til mig, at han gerne vil træde til og hjælpe mig. Det blev jeg rigtigt glad for," sagde Janni, da hun skulle huske hvordan Christian Kjær kom i bestyrelsen hos Spies.

Ni millioner i husleje
Nogle år ind i ægteskabet bad Christian Kjær om, at Janni Spies betalte dele af huslejen og varmen.

- Det syntes jeg var rimeligt, selvom jeg vidste, at jeg betalte mere på privatforbrugskontoen, husker Janni Spies.

Det første år bad Christian Kjær om 3,5 mio. kroner i husleje og varme, som Janni Spies betalte uden at stille spørgsmål.

- Jeg tror, jeg havde regnet med, at han havde regnet det ud," sagde Janni Spies i retten. Siden stiger huslejebeløbet, som Christian Kjær indkræver, stødt og ender på svimlende 9.217.000 kroner i årlig husleje inden ordningen ophører i 2006. Det er også en del af det millionbeløb, som Janni Spies nu kræver tilbage fra sin eksmand.

En anden gang betalte Christian Kjær en million tilbage til Janni Spies. Det skete efter Janni opdagede, at Christian Kjær på hendes vegne havde købt en Porche Cayenne til sin søn fra et tidligere ægteskab Philip. Efterfølgende forlangte Janni Spies pengene tilbagebetalt.

Siden skrev Janni Spies en check på 15 mio. kroner til Christian Kjær.

- Han siger, han gerne vil aflønnes for det arbejde, han har gjort i Spies koncernen. Han beder om 15 mio. Der kan jeg huske, at jeg bliver rigtigt skuffet, fordi han havde selv tilbudt det. Men han forklarer tabt arbejdsfortjeneste på hans advokatkontor. Jeg kunne ikke vurdere det. Jeg måtte stole på ham, forklarede Janni Spies i retten.

Efter dagens møde banede Christian Kjær sig vej på tværs af lokalet hen til sin ekskone og sagde et par ord til hende, inden han forlod Østre Landsret. Da Janni Spies siden mødte pressen foran retten," sagde hun:

- Det er ikke den måde, man ønsker at sidde overfor sin eksmand på. Jeg havde meget gerne været det foruden.

I morgen fortsætter afhøringen af Janni Spies, ligesom Christian Kjær også skal afhøres de følgende dage. Også revisorer og regnskabsfolk skal afhøres i forbindelse med sagen. Følg med når tv2.dk liveblogge fra Østre Landsret i morgen fra klokken 9.30.

.