Udlændinge glade for SU-dom

En ny EU-dom kan - ifølge Uddannelsesministeriet - komme til at koste den danske stat cirka 200 millioner kroner.

Dommen slår fast, at alle udenlandske studerende fra andre EU-lande har ret til at modtage dansk SU, hvis de blot arbejder mellem 10 og 12 timer om ugen ved siden af studiet.

Og det glæder de udenlandske studerende.

- Det er en god mulighed for udenlandske studerende, siger portugisiske Andre Botto, som studerer på CBS, til TV 2 Nyhederne.

Tyske Karolina Freigang, som også studerer på CBS, er enig.

- Det vi være en stor hjælp, for det er svært for udenlandske studerende at forsørge sig selv, siger hun.

Kan ødelægge SU-systemet
Men på Christiansborg skaber SU-dommen bekymring hos oppositionen.

- Det er noget, der kan være med til at ødelægge vores SU-system, og dermed kan det ødelægge vores gode uddannelsessystem, som vi har det i dag, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som er forskningsordfører for Dansk Folkeparti

- Tag en avisrute, så er du faktisk berettiget til at få 5000-6000 i SU om måneden. Der er lande i EU, hvor det er en rigtig god månedsløn.

Også Venstre er kritisk.

- Vi giver i forvejen gratis uddannelse til alle EU-borgere, der kommer til Danmark. Vi er lidt bekymrede for, at vi nu også skal til at give SU til alle de EU-borgere, der kommer til Danmark, siger SU-ordfører for Venstre, Mads Rørvig.

- Vi skal have dykket ned i juraen og se, hvordan man kan sikre, at SU det er for danskere.

God idé at tiltrække studerende
Uddannelsesminister Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre mener dog at der er fordele ved at give SU til udlændinge.

- Det er en rigtig god idé for Danmark at tiltrække internationale studerende. Mange af dem bliver her efterfølgende og arbejder og betaler skat og bidrager til væksten i Danmark, siger han til TV 2 Nyhederne.

Hver eneste ekstra studerende, der kommer til landet vil koste staten knap 100.000 kroner om året i undervisningsudgifter og SU, viser beregninger fra Uddannelsesministeriet.

Er det godt eller skidt, at studerende fra udlandet har ret til SU? Skriv din mening nedenfor