TV: Her bliver 21-årig dansker anholdt i Israel

En ung dansker blev fængslet i forbindelse med en demonstration mod Obama

En 21-årig dansk mand blev onsdag anholdt i den palæstinensiske by Hebron på Vestbredden i forbindelse med en fredelig demonstation.

Det fortæller den 21-årige Klaus Vind Abildtrups far Knud Abildtrup til tv2.dk.

Omkring kl. 23.30 søndag aften lander den unge danske i Københavns Lufthavn efter fire døgns fængsel i Israel.

- Efter omstændighederne har han det ok, men han er træt af situationen, siger Knud Abildtrup.

- Han har ikke gjort noget ulovligt
Klaus Vind Abildtrup blev for halvandet år siden student i Aarhus og for to uger siden tog han på en rejse til Israel.

I onsdags deltog han sammen med bl.a. en tysk pige i en palæstinensisk demonstration i byen Hebron i forbindelse med den amerikanske præsident Obamas besøg i byen.

- Han deltog som international fredsvagt i byen, hvor han bl.a. eskorterede palæstinesiske børn i skole og hjalp med at plante oliventræer. Situationen i Hebron er meget anspændt. Der er apartheidlignende tilstande, hvor skolebørn bliver chikaneret og der er steder i byen, hvor palæstineserne ikke må færdes, fortæller Knud Abildtrup til tv2.dk.

Klaus Vind Abildtrup blev anholdt og efterfølgende fængslet i et døgn i Hebron, før han blev flyttet til detensionen i lufthavnen i Tel Aviv.

-Han har jo ikke gjort noget ulovligt. Men han har måttet acceptere at forlade landet. Alternativet havde været et længere fængselsophold. Han fik bl.a. at vide, at det kostede 20.000 kroner bare at føre sag. Så han har valgt, efter råd fra en advokat, at forlade landet, siger Knud Abildtrup.

Fodlænke
Klaus Vind Abildtrup opholdt sig i Israel på et tre måneders turistvisum og havde planer om at rejse videre rundt i landet. Til sommer starter han på en uddannelse i Danmark.

- Han har ikke lidt overlast, men har haft oplevelser med fodlænker og blevet nægte at ringe til pårørende under fængslingen, siger hans far.

Udenrigsministeriets borgerservice bekræfter overfor tv2.dk, at man har ydet bistand til en dansker i Israel:

- Ambassaden/udenrigsministeren kan bekræfte at en dansk statsborger har været tilbageholdt i Israel og nu er udrejst. Ambassaden har ydet sædvanlig konsulær bistand.

- Ambassaden/udenrigsminissteren kan ikke give yderligere oplysninger pga. tavshedspligt i personsager, lyder det.