Eurolande beder Cypern om at handle hurtigt

16x9

Finansministrene i eurogruppen opfordrer Cypern til at handle hurtigt i forhold til at sikre vedtagelsen af en ny kriseplan.

Det udtaler de 17 ministre efter en telefonkonference torsdag aften.

- Eurogruppen er klar til at diskutere et nyt løsningsforslag med de cypriotiske myndigheder, fremgår det af en fælles udtalelse.

- Gruppen forventer, at de cypriotiske myndigheder præsenterer dette så hurtigt som muligt.

Cyperns politiske partier nåede torsdag til enighed om oprettelse af en fond, der skal redde øen fra statsbankerot.

Der er ikke offentliggjort detaljer om, hvordan fonden vil blive sammensat, men ifølge tidligere rapporter vil den medføre nationaliseringer af statslige og private fonde og midler.

Det cypriotiske parlament ventes dog først at stemme om forslagene i den såkaldte plan B i løbet af fredag.

Samtidig er det udelukket, at parlamentarikerne vil gentage forsøget på at indføre en kontroversiel bankafgift efter rasende protester fra både småsparere og russiske oligarker og skepsis fra EU.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har imidlertid understreget, at den kun vil garantere økonomisk hjælp til Cyperns banker frem til mandag den 25. marts.

Derefter vil der kun komme penge, hvis de cypriotiske politikere bliver enige med EU, ECB og Den Internationale Valutafond (IMF) om et kriselån.

/ritzau/AFP